Kommentar 26.02.16

Alt falder fra hinanden

Pascale Marthine Tayou

Pascale Marthine Tayou, Things Fall Apart, 2014, detalje. When Things Fall Apart, Trapholt. Foto: René Mastrup.

Den danske udenrigsminister Kristian Jensen var i denne uge i Nigeria for formelt at åbne Danmarks nye ambassade beliggende i landets hovedstad Abuja. Samtidigt åbnedes et dansk konsulat i Nigerias største by Lagos og den nationale indsats i området er hermed massivt genetableret efter at man for over 15 år siden valgte at lukke ambassaden i det vestafrikanske land. I Lagos alene bor der, jævnfør Wikipedia, pt. omtrent 21 millioner mennesker.

Jeg selv var i Kolding. Her besøgte jeg gruppeudstillingen When Things Fall Apart – Critical Voices on the Radar, kurateret af den senegalesiske kurator N’Goné Fall i samarbejde med kunstmuseet Trapholt med 12 internationale samtidskunstnere som Pascale Marthine Tayou fra Cameroon og vietnamesisk-amerikanske Tiffany Chung. Der bor, jævnfør Wikipedia, 58.757 mennesker i Kolding.

Det er ikke humanitær eller kulturel interesse eller anden blødsøden socialdemokratisk 1980er-We Are The World-intention, der motiverer den danske stats diplomatiske intervention i Nigeria. Som det fremgik af en kronik i dagbladet Jyllandsposten den 22. februar forfattet af netop Kristian Jensen (i forbund med forsvarsminister Peter Christensen og administrerende direktør i Danmarks Rederiforening, Anne Steffensen) sker det fordi: «Danmark har store maritime interesser i Vestafrika. Derfor skal vi bistå staterne i regionen med at bekæmpe væbnet røveri til søs og pirateri i Guineabugten. Det er til gavn for den lokale udvikling og dansk søfart.»

Dinh Q. LE, Erasure, 2011.  Trapholt Museum. Foto: René Mastrup.

Dinh Q. LE, Erasure, 2011, When Things Fall Apart, Trapholt. Foto: René Mastrup.

Det er helt i tråd med OECDs nylige ændring af formuleringerne vedrørende hvad udviklingsbistand reelt set er – at organisationens medlemslande nu kan bruge udviklingsbistanden til militær støtte til de skrøbelige lande. De danske aktiviteter i Nigeria handler altså på samme tid om markeder, væksteventyr (man forventer mere end en fordobling i befolkningstilvæksten i Nigeria inden 2050) og forsvarspolitik, hvor især Boko Haram og altså pirateri i Guineabugten vejer tungt.

Udstillingen på Trapholt i Kolding er en del af kunstfestivalen Images, der afholdes af CKU – Center for Kultur og Udvikling i samarbejde med en række danske kunstinstitutioner og et internationalt hold af kuratorer. Images fandt sted for første gang for 25 år siden og Brandts 13 i Odense og Trapholt i Kolding har allerede åbnet de første udstillinger af et omfattende program i 2016 med samtidskunst fra udviklingslandene. I løbet af året åbner i alt 21 udstillinger og aktiviteter på kunstinstitutioner og kunstuddannelsessteder over alt i landet. Men i år er imidlertid sidste år med Center for Kultur og Udvikling og dermed også med Images.

Da finansloven for 2016 præsenteredes i december sidste år og grønthøsteren endnu engang blev sat ind overfor kultur-Danmark og udviklingsbistanden sænkedes fra fra 0,87 procent til 0,71 procent af BNI, bebudede Venstre-regeringen lukningen af CKU.

CKU, der er en selvejende institution under Kristian Jensens udenrigsministerium, forvalter for en kort stund endnu de udenrigs– og udviklingspolitiske tiltag som hedder «Retten til Kunst og Kultur», som udmønter sig i kulturprogrammer i de såkaldte «prioritetslande». Men reelt set er CKU nu fortid, så jeg slår over i datid.

Pascale Marthine Bayou, Things Fall Apart, 2014, detalje, Trapholt Museum. Foto: René Mastrup.

Pascale Marthine Bayou, Things Fall Apart, 2014, detalje, When Things Fall Apart, Trapholt. Foto: René Mastrup.

Målet for CKU var, at anvende kulturudveksling som redskaber for «demokratisering– og afradikalisering» i de udvalgte lande. Samtidig, på dansk grund, havde man det ærinde «at øge befolkningens viden om kunst og kultur fra Asien, Afrika og Mellemøsten». Det skete igennem besøgsprogrammer, hvor kunstnere fra prioriteringslandene besøgte uddannelsesinstitutioner i Danmark og så altså med kunstfestivalen Images, hvor den danske offentlighed kunne møde kunst fra hele verden i udstillingsprojekter som har et bredere udsyn end blot at vise tematiske gruppeudstillinger eller vandreudstillinger med mere eller mindre kendte vestlige kunststjerner.

Pascale Marthine Tayous værk på udstillingen i Kolding hedder Things Fall Apart og tjener som inspiration til udstillingens titel. Tayou har imidlertid hentet sin titel fra den Nigerianske forfatter Chinua Achebes postkoloniale bestseller-roman Things Fall Apart fra 1958 (på dansk, Alt falder fra hinanden, 2013). I romanen, der foregår i 1890ernes Nigeria i og omkring den fiktive landsby Umuofia, slår europæerne sig ned med deres kristne missioneren og anderledes retssystem og ændrer tilværelsen for den lokale stamme, hvilket har fatale følger – ikke mindst for romanens protagonist, Okonkwo.

I udstillingen hænger Tayous værk som det første, der møder den besøgende. Værket består af 800 indfarvede koste, 150 aflange masker og tilspidsede træpæle samt skole– og notesbøger. Alle genstande hænger ned fra en konstruktion i loftet – maskerne med hovederne nedad.

Man kan altså helt aktuelt stadig nå at se gode værker fra de såkaldte udviklingslande i år og hvis det faktum, at den internationale samtidskunst ankommer i så overbevisende en kvalitet og kvantitet til Danmark – som det ser ud til at være tilfældet med årets Images-festival – og at det kan medvirke til at den danske offentlighed bliver bare en lille smule mere integreret i verdenssamfundet, så har CKU løftet sin opgave. Men den opgave er der umiddelbart ingen til at løfte i fremtiden.

Det var ikke en smuk dag da jeg besøgte Trapholt, men forkølet og blæsende. Også brunchbuffeten i restauranten så ud som om den trængte til en omsorgsdag og situationen – at konfronteres med kunst fra det store udland lige netop her fremstod nærmes eksotisk ueksotisk. Det er ikke kunstens pligt at redde verden hver gang, men det er kun rimeligt, at nogen gør forsøget som i tilfældet med Images. Nationen Danmark har tilsyneladende for længst meldt sig ud af det kapløb – og så er der vel blot tilbage at vente ved buffeten, mens alting falder fra hinanden.

Ibrahim Mahama anvender brugte Jute-sække, som han køber på markeder. De indgår i hans storskala-installationer, der undersøger udbud og efterspørgsel på de afrikanske markeder. Før de blev til kulsække var  de måske kakaosække, etc. Mahama bidrager til en af årets CKU-udstilling på Charlottenborg i København.  Foto af installation på Museum Kumasi, Ghana.

Ibrahim Mahama anvender brugte Jute-sække i storskala-installationer, der undersøger udbud og efterspørgsel på de afrikanske markeder. Før sækkene blev til kulsække var de måske brugt til kakao, etc. Her, installation på Museum Kumasi, Ghana. I efteråret 2016 kommer turen til Kunsthal Charlottenborg, når Mahama bidrager til Images-udstillingen An Age of Our Own Making.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!