FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated

Lea Porsager

Henie Onstad Kunstsenter, Høvikodden
24. oktober 2013 - 9. februar 2014
Intervju 23.10.13

Ti spørgsmål: Lea Porsager

Lea Porsager, {ITALIC}FOOD FOR THE MOON — Sluggish and Well-lubricated{ENDITALIC}, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Lea Porsager, FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Efter Lea Porsager sidste år deltog på Documenta (13) med værket Anatte Experiment (2012), har hun bidraget til over 20 udstillinger. Udstillingen FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated, der i morgen aften åbner på Henie Onstad Kunstsenter uden for Oslo, er hendes anden soloudstilling i år. Den første var på Fotografisk Center i København med How To Program and Use T-F. En udstilling, som flere steder resonerer med den aktuelle i Norge. Ikke bare i tankegodset bag, inspireret som ofte før af mystikeren Gurdjieff eller teosofisk filosofi, men også i form af de nye bronzer, som fremstår som lidt mere perverse udgaver af de bronzer man kunne se på Fotografisk Center.

Porsagers værker udtrykker en dyb fascination for ikke-lineær viden, alternative fortællinger, der inddrager en skjult fortættet og mystisk viden og erfaring. Noget af det mest karakteristiske ved værkerne er den spekulative modstand de udtrykker – både mod inspirationskilden, men også mod en direkte 1:1 aflæsning. Det går dybere end det. Derfor tager Porsager ikke bare udgangspunkt i et specifikt materiale, der siden illustreres – hun lever det, eksperimenterer med det, afviser og udvikler det, digter videre på det, og gør det til sin egen, eller medinviteredes, syrede, spekulative og spirituelle erfaring. I Anatta Experiment foregik der således et ret heftigt eksperiment, hvor hun inviterede 7 kvinder (som hun ofte har inddraget i sine værker før) til at bo i en uge på Monte Verità – én af de mest legendariske og ladede steder for alternative livsformer, psykologiske eksperimenter og kropslige ritualer. Her boede kvinderne i et hus i en uge og indgik dér i en slags okkult eksperiment, som en gennem- og udlevelse af nogle af de okkulte filosofier, der igennem tiden har været afsættet for eksperimenterne på Monte Verità. Resultatet blev til værket på Documenta – og til den efterfølgende bog af samme navn, Anatta Experiment (2012).

Lea Porsager. Foto: Julia Ekström.

Lea Porsager. Foto: Julia Ekström.

Til udstillingen på Henie Onstad Kunstsenter har Porsager taget afsæt i en science fiction roman af Gurdjieff fra 1950, der omhandler mennesket i en tilstand af åndsfravær med sløvede sanser og begrænset bevidsthed. Den indledes med en konkret «skål for idioten» til åbningen i morgen.

Som ofte før tager dine nye arbejder på udstillingen FOOD FOR THE MOON –  Sluggish and Well-lubricated udgangspunkt i den armenske mystiker og læremester Gurdjieff. Denne gang i hans sci-fi roman om Kundabufferen – et slags uorganisk organ placeret for enden af menneskets rygsøjle, for at fastholde det i en søvngængertilstand. Hvad er det, der fascinerer dig ved Gurdjieff?

For mig inviterer Gurdjieffs tankesæt til vanvittige spekulationer. Da jeg gik i gang med denne far-out «spiritual sci-fi roman» Beelzebub’s Tales to His Grandson (or, An Objectively Impartial Criticism of the Life of Man) (1950), blev jeg betaget af dens kaotiske strøm af fabulationer over diverse sammenhænge. Det er jo et enormt værk, der er alt fra organet Kundabuffer og dets katastrofale konsekvenser for «The Three-Brained Beings» (mennesket), og som refererer til både Saturn, Rom, Paris og «the Fruits of Former Civilizations and the Blossoms of the Contemporary»!    

Gurdjieff ynder at have meget konkrete, til tider rigide og komplicerede udsagn, og udstillingen konkretiserer og videre-komplicerer nogle af de elementer. Man kan sige, at jeg lidt hensynsløst har sneglet mig vej igennem hans sci-fi, som en form for spekulativ med-fabuleren. Hvilket også understreger at man på ingen måde kan bruge mine udsagn som garant for Gurdjieffs ideer.

Lea Porsager, {ITALIC}FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated{ENDITALIC}, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Lea Porsager, FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Hvad består udstillingen af?

FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated består af forskellige komponenter: 9 udgaver af bronze-former, de såkaldte Kundabuffer, Karnak (navnet på Beelzebubs rumskib, der er opkaldt efter et tempel i Egypten med 134 søjler) – her er Karnak en struktur i loftet som jeg kalder Slug’s Cradle – 134-channeled Copper Shock Transmitter; 2 korte found-footage videoer – henholdsvis Electrified Moon og Mating Slugs/Kundalini Rising. Den første er et tværsnit af et reb, der i dette snit ligner en form for måne. Den anden video viser snegle som knepper. Derudover er der en lille bunke af gummi (Gurdjieff mente at alle vores organer var gummi), et reb – der har hentydninger til en anden gren af Gurdjieff, nemlig The Rope, som var en kvindegruppe Gurdjieff etablerede i Paris; en gruppe, hvis historie jeg tidligere har arbejdet med. En tre-delt Woolly Brain, der ligger som en sammenrullet klump uld på gulvet. Foruden disse værker, findes der et citat af Gurdjieff, inden man kommer ind i udstillingen, der udtaler ideen om at vi er mad for månen, hvorfra titlen kommer.  

De nye bronzer ligner nye, lidt mere organiske, versioner af de T-F 3’ere (de såkaldte Tanke-Former, inspireret af Teosofien), du skabte til udstillingen How to Program and Use T-F på Fotografisk Center. De bronzer kaldte du for «resistente tankeformer», som udtrykte en mættet modstand mod den digitale sfære. Kan du uddybe den tanke? Er de nye bronzer en forlængelse af «det resistente»?

Kundabufferen er bestemt i familie med T-F 3. Man kan sige at T-F 3 var en ekstern fysisk resistent tankeform, hvor Kundabufferen adskiller sig ved at den som udgangspunkt er et organ (men i dag måske kun en tankeform, i og med at organet blev fjernet fra mennesket). Så hvis man sammenstiller de to forskellige koncepter, kunne man forestille sig Kundabufferen, som en resistent tankeform; en form der blev ført op eller ind i én udefra. Kundabufferen var tilmed ladet med en tilhørende funktion: nemlig at sløre menneskets fornemmelse af verden. Den skulle tjene til at vende alting på hovedet, så folket ikke skulle opfatte deres reelle plads i den kosmiske økonomi; nemlig at de selv var mad til månen. På den måde kan man måske tale om at Kundabufferen er en art «fascistisk» resistent tankeform, som selv det kosmiske ophav havde problemer med at fjerne. Et internaliseret regime. Konsekvenserne af Kundabufferen viste sig at være katastrofale i og med at organet krystalliserede sig ud i menneske-cellerne. Trods at selve Kundabuffer-organet blev fjernet af de kosmiske kræfter, forblev menneskets bevidsthed altså sløret; fanget i liderlighed og krigerisk begær. Man kan derfor fint sige at de er resistente, men i omvendt betydning i forhold til T-F 3.

Lea Porsager, {ITALIC}FOOD FOR THE MOON — Sluggish and Well-lubricated{ENDITALIC}, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Lea Porsager, FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Denne resistens fører til at mennesket i Beelzebub’s Tales to his Grandson bliver nærtagende søvngængere der møver sig rundt på denne planet uden mål og med, hvilket synes at lede til den fejlslutning at Beelzebubs barnebarn i bogen forveksler mennesket med slugs, snegle. Disse dyr, bliver i bogen beskrevet som parasitter der ødelægger alt godt på jorden. En forveksling som jeg har forstørret i udstillingen, i et behov for at bevæge mig væk fra et menneskecentreret verdenssyn, og ind i et mere «slimet» og usikkert univers. Det er klart at det fremstår som en villet konstruktion, da det jo er svært for det ormede menneske at tænke ud over sig selv. Men om ikke andet kan man måske sige, at jeg arbejder med dette aborterede organ og de uønskede snegle i et forsøg på at integrere et andet rum, hvor ønskede og uønskede størrelser er indfiltret i hinanden.

I dine installationer og udstillinger er der ofte en markant forholden sig til universets kræfter – som fx tyngdekraften. I flere udstillinger har du fx placeret stålafstivere på tværs af væggene, på din solo på Fotografisk Center var alle værker placeret direkte på gulvet/jorden. Til denne udstilling kommer der tynde bronze-formationer ned fra loftet. Hvad er det, du arbejder med i forhold til dette?

Ja, igen er tyngdekraften på en måde i spil. I og med at Kundabufferen medfører en «topsy-turvy» perception var det nærliggende at tage det bogstavligt. At over-konkretisere dette koncept, som en slags «hængende menneske». Så alt i udstillingen er tænkt på hovedet, noget er flyvsk og andet er blevet jord-nært…

Lea Porsager, {ITALIC}FOOD FOR THE MOON — Sluggish and Well-lubricated{ENDITALIC}, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Lea Porsager, FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Den politiske dimension ligger måske i mødet med begrebet «univers». I denne udstilling har en tænker som Karen Barad været vigtig. Barad har kvantefysik og feminisme som sit udgangspunkt. Med en Barad-optik bliver Gurdjieffs «extraterrestrial-Beelzebub» pludselig en agent der er ude i universet, der laver strenge mellem at være udenfor og indeni. Pludselig bliver de forskellige påstande filtret ind i, og looper sig ind i, hinanden. Med en sådan optik opnår man ikke Gurdjieffs oprindelige koncepter, men lander nærmere ude i en skæv queer-betragtning. På den måde forsøger jeg at lave en forskydning i perspektivet, så en form for slimet «alianation» møder dette, til tider, meget totalitære materiale.

Du forholder dig ofte til et materiale, der ligger lige omkring modernitetens frembrud – og de esoteriske tanker især. Parallelt med disse tanker løb en stor interesse for den nyligt opdagede elektricitet – der var en lige dele angst og fascination for de elektriske impulser. I dag har vi kloden nærmest indkapslet i satellitter og den digitale dimension er omnipresent. Du har tidligere nævnt, at der er behov for at skabe en modstand mod dette – en form for hård og ufleksibel form, der ikke vil være andet end form. I fx suprematismen ville man også frem til «den rene form». Hvad er det vi aktuelt har brug for i den form for tænkning?

Lige dele angst og fascination er et meget interessant billede, som vel sagens kan sluttes til satellitter og internet. Vi befinder os i et elektrisk felt. I en tid hvor  «vækst-religionen» virker altdominerende, hvilket måske er en grund til, at det esoteriske har fået en renæssance i form af mindfulness, yoga m.m., der udtrykker et behov for at deale med denne form for hurtighed, og som en form for resistens over for denne over-vågen-hed – et behov for mindre intense kredsløb og spring. Man kunne se det esoteriske og okkulte som en weirdo kvantefysik.

Lea Porsager, {ITALIC}FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated{ENDITALIC}, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Lea Porsager, FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Udstillingen How to Program and Use T-F var en tese om at lave en form, der var resistent i forhold til dens ophav eller resistent i forhold til cyberspace. Til denne udstilling fortalte værkteksten om antagonisten Cyber Pioneer, der bliver «one so seemingly connected, so thoroughly networked to the extent of being downright clairvoyant». Man kan sige at Kundabufferen faktisk lykkes med netop dette, og dermed belyser en mere sort side af resistens. Så «den rene form» kan også have ubehagelige undertoner. Det er jo ikke ligegyldigt hvad man fylder sin resistens eller form med.

Udover Gurdjieff og den esoteriske filosofi – hvem interesserer og inspirerer dig så?

Lige nu er jeg særligt optaget af Donna Haraway, Karen Barad og Avital Ronell.

Der er altid en tekstdimension i dine udstillinger. Du har endda udviklet din egen symbolik og typografi, der kan forekomme svært aflæselig. Hvad er din intention med denne del af din praksis?  

At inkludere tegn er jo en tradition inden for okkulte skrifter og også en strategi i poesi og kunst. Jeg ved ikke om jeg kan tale om en intention. Jeg vil måske heller tale om det som et forsøg på at have nogle felter der «taler», der hvor ordet har sin begrænsning.

Du har lavet flere kunstnerbøger – i meget forskellige formater og udformninger. Nogle gange har de ledsaget udstillinger, men er altid mere end blot dokumentation. Hvad er det bøgerne kan, som tiltrækker dig? Og hvad omhandler og indeholder din kommende bog ?

Lea Porsager, {ITALIC}FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated{ENDITALIC}, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Lea Porsager, FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Bogen er for mig et sted, hvor jeg kan fremlægge de mange led, som finder sted undervejs, men som ikke nødvendigvis fungerer i udstillingsform. Den kommende bog, skabt i forhold til dette værk, indeholder blandt andet en samling af mine tidligere arbejder med Gurdjieff. Det er en bog jeg har arbejdet med undervejs, hvilket vil sige at de forskellige elementer i udstillingen er blevet bearbejdet både som objekt og som tanke, som på en måde er uadskillelige. Bogen er, som udstillingen, inddelt i 21 idioter, endnu en Gurdjieff-terminologi. Den har både tekster fra tidligere værker, og tekster som ikke findes andre steder end i den bog. Den har undersøgelser af de forskellige elementer, den indeholder min forskelligartede research, den har tekster af Milena Høgsberg og Carolyn Christov-Bakargiev; og netop de to tekster kan man læse allerede nu i den lille bog, der udkommer i forbindelse med projektet Kunstgaven, som denne udstilling er en del af. Det er en række udstillinger/værker af yngre kunstnere som Henie Onstad producerer og som efterfølgende indgår i deres samling.

Efter din deltagelse på Documenta i 2012 har du været på residency i New York. Udover at du i år har deltaget på en masse udstillinger, hvad har deltagelsen på Documenta så betydet for din praksis?

Documenta har betydet enormt meget for mig. Det har på en måde været en lille eksplosion. Der var så ufattelig mange interessante kunstnere, kuratorer og tænkere ind over. Det var virkelig en organisme med eget liv, der stadig bevæger sig.

I den tantriske filosofi er der en tanke om at bryde konventioner og regler for at kunne udvide bevidstheden  og se klarere. Fx er en tantrisk øvelse at opføre sig som en idiot en hel dag – og observere hvordan verden og selvbilledet ændrer sig. Er der en lignende tanke på færde hos Gurdjieff – eller hvilken rolle spiller idioten?

Gurdjieff forelagde, hvad han kaldte «Skål til Idioterne» (Toast to the idiots) i 1922 – et drikke-ritual, han ofte brugte i forhold til The Rope, kvindegruppen rundt om Gurdjieff. Skål til Idioterne skal ses i forbindelse med ordets betydning fra den græske rod ἴδιος (idios), «egen», «one’s own». På den måde har det resonans i en tantrisk lære. Her er det dog beruselsen der fører én væk fra ens forankrede selvbillede, hen mod et mere uspoleret indre, det handler om. Der er noget befriende over en form for beruset spiritualitet. Denne inddeling er på en måde et spring væk fra sci-fi romanen, og generelt kan man sige at udstillingen og bogen er påvirket at forskellige aspekter af Gurdjieff og gruppen The Rope. Gurdjieffs system er på én gang en form for streng struktur, der dog er fyldt med sprækker der indeholder underlige saftige ting. Og det er det spændingsfelt jeg har forsøgt at bevæge mig ind i, som værkteksten siger:  «FOOD FOR THE MOON’s somewhat stupefied state might suggest that it has been guzzling its own inflamed moonshine. Give way to rigid idiocy!»

Lea Porsager, {ITALIC}FOOD FOR THE MOON — Sluggish and Well-lubricated{ENDITALIC}, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Lea Porsager, FOOD FOR THE MOON – Sluggish and Well-lubricated, 2013. Courtesy of Henie Onstad Kunstsenter. Foto: Øystein Thorvaldsen.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!