Henrik Olesen

Malmö Konsthall, Malmö
Intervju, Intervju 30.11.10

Ti spørgsmål: Henrik Olesen

Henrik Olesen. Foto: Malmö Konsthall.

Fredag 3. december åbner Malmö Konsthall en omfattende udstilling med Henrik Olesen. Det er den danskfødte kunstners første større soloudstilling i Norden. Han studerede på Städelschule i Frankfurt 1995-1997 og har siden været bosat i Berlin. Olesen tilhører det første ryk af udenlandske kunstnere, der flyttede til det nye Berlin i midt-halvfemserne.

I sin kunst beskæftiger Olesen sig med magtforhold og historieskrivning. Det handler især om hvordan homoseksualitet repræsenteres i den hegemoniske, heteroseksuelle historieskrivning indenfor områder såsom arkitektur, naturvidenskab, jura og kunsthistorie – både i et nutidigt og historisk lys. Olesen betjener sig af en reduceret æstetik, der relaterer sig til klassisk konceptkunst. Når Olesens arkitektoniske interventioner – ofte fremstillet af billige masseproducerede materialer som aviser, styroform eller pap – fremstår skrøbelige og midlertidige, handler det blandt andet om at underminere normative forestillinger om det stabile eller det autentiske, hvad enten det drejer sig om kulturelle eller identitetsmæssige konstruktioner.

Udstillingen i Malmö Konsthall vil rumme interventioner i kunsthallens arkitektur samt nye og ældre værker fra de sidste 15 år. På åbningen vil der være performance af Judith Hopf, Gerry Bibby og Heatsick.

Mens Henrik Olesen var i gang med at sætte udstilling op i Malmö stillede Kunstkritikk ham vores ti faste spørgsmål.

1. Hvordan går forberedelserne til din kommende udstilling?

Jeg er igang med at installere i rummet og der er temmelig god plads her i Malmö Konsthall! Jeg har nogle rigtig gode folk til at hjælpe mig, så det går virkelig godt.

2. Hvad er det vigtigste ved denne udstilling?

Udstillingen er sammensat af nye og ældre værker, på en måde er det lidt retrospektiv-agtig. Og det har jeg ikke prøvet før. Processen har derfor delvist bestået i at reflektere over, hvad der repræsenterer nogle centrale projekter for mig igennem tiden – og så selvfølgelig at lave nye værker og at forskyde og udvide temaer og sammenhænge. Nogle af værkerne har jeg ikke set i mange år, og det har været interessant!

Der er ikke noget centrum i udstillingen, men linjer og temaer der krydser og forskyder sig i forhold til de forskellige projekter. Mere gennemgående i udstillingen er spørgsmål omkring produktion og reproduktion. Jeg er meget interesseret i spørgsmål omkring, hvordan man kan producere sig selv. Det er vigtigt, tror jeg, det der med selv-produktion!

På et helt personlig plan – og det vil jeg lige tilføje – er jeg altid total glad for at arbejde sammen med ham dér Jacob Fabricius. Vi har lavet mange projekter sammen igennem årene og det betyder meget for mig, at denne udstilling er udviklet i samarbejde med Jacob.

3. Hvornår, hvordan og hvorfor blev du kunstner?

Det er over 20 år siden at jeg begyndte at studere kunst. Lige nu – over morgenkaffen – kan jeg ikke lige overskue det spørgsmål.

4. Hvordan ser du på din rolle som kunstner i dag?

For mig handler det nok meget om rum, om selv at opbygge sociale strukturer og at opfinde de rum, hvor jeg gerne vil opholde mig. For mig har det handlet om at opbygge en bestemt form for subkulturel hverdag, kan man sige, en hverdag med egne strukturer og «kinships», i sammenhæng med mennesker som jeg gerne vil tilbringe min tid sammen med.

5. Kan du beskrive din arbejdsmetode?

Jeg ved det ikke. Cut-and-paste, måske. Jeg har ikke nogen gennemgående metode.

6. Kan du nævne nogen samtidige kunstværker eller kunstprojekter/praksisser som inspirerer dig?

Jeg har inviteret tre kunstnere til at laver performance på min åbning i Malmö: Judith Hopf, Gerry Bibby og Heatsick. Og det er selvfølgelig fordi at jeg vil understrege at det er er vigtigt for mig af være en del af en social struktur. Jeg har tit arbejdet i kollaborationer, og det inspirerer mig meget.

Igennem årene har jeg lavet projekter med Kirsten Pieroth og Judith Hopf, og jeg har arbejdet med Sean Snyder og Starship (aka Ariane Müller og Martin Ebner.) og andre.
Jeg er en meget stor fan af Judith Hopf. Til åbningen på fredag laver Judith en performance over sit manifest: «Contract entre les hommes et d’ordinateur».
Jeg mener at det er et fantastisk eksempel på hvor inspirerende Judith tænker. Og et godt eksempel på, hvor inspirerende kunst er!

7. Hvilken rolle spiller teori i dit arbejde og hvilke teoretikere har eventuelt inspireret dig på det sidste?

Jeg er en stor fan af Donna Harraway. Især hendes manifester og tidlige tekster om cyborgs, monstre og freaks. I hendes nyere tekster folder «spieces» sig ud – mere i forhold til hinanden end i forhold til sig selv, virkelig progressiv omvendt darwinisme. Jeg synes hun er en af de vigtigste og mest inspirerende tænkere. Før i tiden læste jeg mere teori end jeg gør nu. Jeg var obsessed med alle de der queer teoretikere. Men ærlig talt, jeg bliver mere inspireret af andre ting. Jeg elsker Raymond Roussell og især hans New Impressions of Africa, der er en af de mest inspirerende bøger nogensinde skrevet. Men det er ikke teori. Og jeg elsker Antonin Artaud, især når han er rigtig super dark og langt ude, og når han taler med flere tunger. Jeg synes at det dér multiple-identity-syndrom er et progressivt og klart bud på, hvordan vi tænker når vi tænker. Det er meget inspirerende. Jeg elsker alle selvmodsigelserne og den fragmenterede krop hos Artaud.

8. Hvordan kan billedkunstnere få løn for deres arbejde og samtidig opretholde en kritisk holdning til det kommercielle kunstmarked og offentlige finansieringspartnere?

Er det kunstnerløn I taler om? Jeg forstår ikke helt spørgsmålet! Men jeg er lidt uenig i den måde I stiller spørgsmålet på… jeg fornemmer en indforståethed om at alle kunstnere har en kritisk holdning overfor marked og finansiering. Er det sådan? Har kunstnere et moralsk-kritisk ansvar? Overfor hvem? Og ud fra hvilke kriterier?

Men den grundlæggende tanke om, at Staten som institution skal vurdere hvem der er kunster og hvem der ikke er – og hvad der er kunst og hvad der ikke er kunst… det lyder meget afgrænsende. Mit billede af samfund, stat og magt-apparatet ligger i for stort et konflikt-forhold til, at jeg tror på ideen om stats-kunstnere.

10. Hvad kunne du tænke dig at forandre i kunstverdenen?

Som udgangspunkt ville jeg nok starte med at udvide ordet «en kunstverden».
Der er mange forskellige verdener og utallige måder at arbejde med kunst… der er uendelige praksisser og kontekster og holdninger. Og mange forskellige slags rum. Og det er alt sammen med til at gøre kunst mere sexet!

Henrik Olesen i gang med at sætte udstilling op i Malmö. Foto: Malmö Konsthall.

Red.anm.: Olesen svarte på ni av spørsmålene.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!