Postkort 12.07.17

Postkort fra Paris

Fotomontage: Kunstkritikk. Foto: Rasmus Myrup.

Her en lille hilsen fra Paris, hvor det er sommer, smukt og smarte grader i skyggen. Jeg er en marche sydpå af en af triumfbuens stjernetentakler i det 16. arrondissement. Som altid observerer jeg de mænd og kvinder, der sidder som perler på en snor langs avenuen. Hvad enten du er i St. Germain, Marais, Montmartre eller det vestlige Paris, finder du de allestedsnærværende terrasser foran cafeerne, hvor pariserne fra gadevendte stole sidder i flere rækker, som var de publikum til en forestilling. De sidder skulder om skulder, mens de ryger, drikker og, ikke mindst, kigger på byernes bys mangfoldige menneskegalleri. Det er præcis sådan et, jeg er på vej til.

For enden af avenuen ved Trocadéro-pladsen ligger det monumentale Palais de Chaillot. I paladsets vestvendte del finder man det næsten nyåbnede Musée de l’Homme med den permanente udstilling Galerie de l’Homme (Menneskehedens galleri), hvor vores «unikke» menneske-kultur og -krop bliver parteret. En montre er fyldt med tænder og hænder og endevender vores kød, mens en anden lader os møde vores evolutionære fætre og kusiner. Den største installation rummer 90 portrætbyster af folk fra hele verden med en tilhørende vægtekst, som husker os på, at vores genetiske variation er sølle 0,1%.

Senere i Marais ved det nyeste gadevendte vandhul, Café de la Poste, kaster jeg blikke mod de varierende, levende byster i stramme t-shirts og Balenciaga-sko. Jeg opdager, at et par smukke mørkhårede mænd kaster et blik mod mig, og jeg bliver pludselig meget bevidst om mine hvide, vel korte shorts, som ikke lader meget tilovers til fantasien. Man ved aldrig hvilken side af glasset, man er på i Paris.

På Palais de Tokyo smadrer udstillingen Dioramas netop dette glas – med alt fra «haute sculpture» af Isa Genzken til blockbusterfilmen Night at the Museum (2006) med Ben Stiller i hovedrollen som nattevagten på et museum, hvor det udstillede bliver vækket til live. Dioramas peger på, at illusionistiske opsætninger af virkeligheden i grunden mere viser os, hvad vi vil se mere end hvad er. Det mest rammende værk synes at være Mark Dions Paris Streetscape (2017): Et sandt antropocæn-diorama af en gyde med de dyr – duer, mus, katte, skader og rotter – der har tilpasset sig livet i byen og svælger i fransk forbrugsefterladenskaber.

Her, på den anden side af glasset, kan jeg genkende det Paris, som man lærer at kende, når man har været her lidt længere end en rundtur på Louvre. Vi er dyrene i montren. Paris er vores gyde og de hårdkogte æg med mayonnaise, cigaretterne og den billige Bourgogne Aligoté vores næring. Jeg forstår at svælgen i det urbane smuds ikke er en uvane, men det der farver livet lyserødt her i Frankrigs Galerie de l’Homme.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!