Alexander Tovborg

Intervju 29.09.16

Imod billeddiktaturet

Alexander Tovborg, Troens Ridder, 2014-16, opstillet på Amager Strand, 2014.

Alexander Tovborg, Troens Ridder, 2014-16, opstillet på Amager Strand, 2014.

Alexander Tovborg giver ikke ret mange klassiske Q&A-interviews. I stedet forsøger han som oftest at demonstrere sin arbejdsmetode ved at tale igennem en mytisk figur eller fremføre en prædiken for de måbende journalister. Men i dag har han tydeligvis noget, han gerne vil adressere direkte. En advarsel, kunne man måske kalde det, eller et opråb om ikke at tro blindt på myten, symbolet eller billedet.

Netop myten står centralt i Tovborgs praksis, der som oftest tager udgangspunkt i de religiøse fortællinger, der især findes i de organiserede trossamfund. I store, kraftfulde malerier gengiver han mytologier fra alle verdens religioner i et billedsprog, der både er stiliseret og abstrakt, men som også trækker veksler på den religiøse kunsts kompositioner og symboler. Det er ikke religiøse værker, men værker, der kommenterer på, hvad det vil sige at tro og på, hvordan troens billedsprog stadig i vores tid er centralt for, hvordan vi taler om verden omkring os.

Over de seneste år har Tovborgs praksis taget en drejning væk fra det totalt atelierbaserede maleri og over i en mere performativ retning, hvor han i højere grad bruger sin fysiske erfaring til at sætte sig i mytiske figurers sted for derigennem at få en konkret, menneskelig erfaring af den sindstilstand, hvorunder myten er opstået.

Soloudstillingen Troens Ridder, der åbner i morgen, fredag den 30. september, på Kunstforeningen Gl. Strand, centrerer sig omkring en hoppeborg, der er udformet som Noahs Ark, og i det forgangne år har Tovborg i skikkelse af Noah rejst rundt i landet for at mærke myten på egen krop. Udstillingen viser desuden en billedfrise med motiver fra den bibelske fortælling om Noah, som er malet direkte på væggene i Gl. Strand.

Kunstkritikk har talt med Alexander Tovborg om, hvem «Troens Ridder» er og om, hvorfor det kan være farligt at følge ham ind i det, han selv kalder «billeddiktaturet».

Alexander Tovborg, Prometheus VI, 2015.

Alexander Tovborg, Prometheus VI, 2015. Akryl, bladguld og stofcollage på træ, 170 x 130 cm.

Omdrejningspunktet for din udstilling på Gl Strand er den bibelske myte om Noahs Ark. Hvad er det ved den historie, der interesserer dig?

Myten om Noahs ark er ikke en historie, som kristendommen har patent på. Den findes i mange andre kulturer før kristendommen, og det synes jeg er spændende, for det betyder jo, at det er en nødvendig kulturel historie at fortælle. Noah er Guds udvalgte, som bliver bedt om at samle et par af alle jordens dyr samt sin egen familie på den her kæmpe ark, som han får besked på at bygge. På dette her tidspunkt lever der allerede en civilisation i verden, som ikke skal overleve Syndfloden, og det er jo en ekstrem magtdemonstration. Gud har et udvalgt folk, den rene race, som skal leve videre i den nye verden, og alt andet bliver udslettet.

Noahs ark er en eksistentiel myte, der påpeger et diktatur. En absolut ide om, at der er noget, der er højere end os, som har magten til at udslette os. Hvis vi vil undgå det, skal vi være udvalgte ligesom Noah og tilslutte os en ren tro og livsførsel, for ellers går det galt. Det er det angstbillede, Kierkegaard taler om i Angst og Bæven: Angsten for at vores eksistensgrundlag er truet, hvis vi ikke tror på den rigtige måde.

For mig er det interessant, at det stadig er så populær en myte, som man ofte også formidler til børn. Der findes, bare i Danmark, allerede syv forskellige modeller af hoppeborge med Noahs ark som motiv, så min ide var ikke, at lave et unikt værk, men at sende en eksisterende myte i cirkulation for at opleve, hvor meget folk faktisk tænker over dens betydning. Jeg kan konkludere, at børn godt kender den myte, men måske ikke er helt klar over, at der også var en Syndflod. Derfor har jeg i bemalingen skruet op for syndflodsmotivet, med druknede mennesker og vrede dyr med røde øjne i et lidt naivt billedsprog, for at synliggøre den anden del af den myte, som handler om de udvalgte og de fortabte.

Forud for udstillingen har hoppeborgen været vist forskellige steder i landet i forbindelse med eksempelvis omrejsende forlystelsesparker eller festivaller. Hvilken rolle spiller den forhistorie i udstillingen?

Hele min praksis er begyndt at ændre sig i de senere år i kraft af, at jeg ikke længere er 100% baseret på mit atelier. Der er kommet et performativt element ind, hvor jeg opsøger steder, hvor de myter jeg undersøger har fundet sted. Jeg føler, at jeg bliver nødt til at skabe og genopføre Noahs Ark, for at kunne få adgang til en forståelse af myten. Derfor påtog jeg mig rollen som Noah, fordi jeg ville mærke på egen krop, hvad det vil sige at påtage sig så stor en ide om at være udvalgt eller fortabt.

Hoppeborgen er jo en ekstrem forklædt som en børneforlystelse; umiddelbart tillokkende og gratis at prøve, men på den betingelse at man kun må være to ad gangen og at man, hvis man går ombord, så bliver man en del af min genopførsel af myten. På Gl. Strand lukker jeg arken for at trække en streg i sandet og markere, at nu er den blevet utilgængelig. På den måde opstår betydningen i handlingen: Fra at have været åben ude i landet, så er den blevet lukket på institutionen, ligesom myten og billedet bliver fjernt og distanceret i den organiserede religion.

Alexander Tovborg foran Noahs Ark, placeret foran Ribe Domkirke.

Alexander Tovborgog foran Troens Ridder, 2014-16, placeret foran Ribe Domkirke.

Hvad betyder det for dig at have denne her fysiske tilstedeværelse på de helt konkrete steder, hvor myterne har fundet sted?

Det er en form for udvidet undersøgelse, hvor jeg er nødt til at være tilstede for proportionelt at kunne forstå de omstændigheder, myten blev skabt under. En af de mest centrale karakteristika ved myten er, at den skaber en distance. Den distance forsøger jeg at nedbryde ved at relatere mere til mennesket i myten end til handlingen. Da Johannes skrev sin åbenbaring, sad han i en grotte i 18 måneder under total askese. Da jeg opsøgte den samme grotte, kunne jeg fornemme hvilke menneskelige følelser, der opstår i kroppen, når man er isoleret i et mørkt rum i så lang tid, og det synes jeg egentlig er ret beroligende. Det gør det nemmere at forholde sig til den utrolig smukke tekst, som hans dommedagsprofeti også er, hvis man bare kan betragte det som et lyrisk tilstandsværk på samme måde, som mine egne malerier også er tilstandsværker.

Du taler om, at de her religiøse myter skaber en distance. Hvordan skal man forstå det?

Jeg er interesseret i at opbygge en viden om, hvordan man forholder sig til symboler, billeder og myter – i den måde hvorpå man nejer og bukker sig for symbolet. For mig er det især knyttet til religionen, fordi den religiøse symbolik er noget, vi kender så godt i den danske kultur, hvor kristendommen fortsat er en indgroet del af vores kultur og dagligdag. Vi er børn af de her billeder og vi kan ikke undsige os at have et forhold til dem. Det er en del af vores kulturelle arv, de her myter, billeder og måder at tale om verden på.

Jeg synes, at vi i dag er utroligt begrænsede i vores omgang med de billeder, som vi har arvet. Vi er blevet slaver, der frygter og adlyder billedet. Et eksempel på, hvor hurtigt vi falder tilbage i billedsproget er, da Hillary Clinton fornylig besvimede under en tale i USA. Hun fortæller efterfølgende pressen, at hun skam er helt okay, men det viser sig kort efter, at hun lider af søvnløshed og stress. Normalt ville man jo mene, at den slags er med til at gøre en leder menneskelig, men i dette her tilfælde kommer hun til at fremstå som en løgner, der prøver at bilde befolkningen ind, at hendes helbred er godt. Og «Løgneren» er bare et ret stærkt billedligt symbol, som er med til at skabe en distance til det menneske, som står bag billedet.

Alexander Tovborg, Myten er en tilstand, 2015.

Alexander Tovborg, Myten er en tilstand, 2015.

Min udstilling på Gl. Strand handler netop om angsten, som opstår, når det bliver muligt for os at distancere os fra andre mennesker igennem symboler og myter. Det er også en problemstilling, som er meget aktuel i forhold til vores tilgang til flygtninge. Fjendebilledet, som er et fundamentalt kristeligt symbol, opstår, når vi vælger ikke at involvere os og lader distancen vokse. Det er det, jeg mener med, at der opstår et billeddiktatur, hvor vi er slaver, der blindt tror på de myter, vi bliver fortalt. Det, vil jeg mene, er ved at ske i øjeblikket.

Hvem er Troens Ridder?

Troens Ridder er den, der tror fuldstændigt. I dette her tilfælde er han Noah, men han kunne også være en politiker under en valgkamp. Troens Ridder er den drift i alle mennesker, der trækker os i retningen af den mytiske karakter og skaber et ønske om fuldstændig at identificere os med den. Det er dér, myten bliver farlig: Når man begynder at tage myten på sig og føle, at man har haft den samme oplevelse, som myten formidler. Så er det ikke længere en singulær mytisk tilstand, men en massetilstand, som opdeler mennesker i os og dem.

Jeg tror, at mennesket har et kæmpestort behov for at spejle sig i absolutter. Vi har brug for at genkende mønstre i verden og det behøver der ikke være noget galt med. Det, som er problemet med organiseret religion er, at når det menneske, som oplevede begivenheden, er borte, så står historien alene tilbage, og den er jo til fri fortolkning. Så kan der ske en form for radikalisering, hvor myter kan tolkes i alle retninger og fungere som redskab for undertrykkelse.

Som du selv er inde på, er det jo noget alment menneskeligt, at man leder efter genkendelige mønstre i verden. Så hvad kan man stille op imod dette her billeddiktatur?

Jeg vil gerne italesætte diktaturet ved at vise, at de her historier ikke er nye. Vores fjendebillede er ikke så meget anderledes end Noahs, og myten om Noahs Ark findes i en lang række religioner. Derfor prøver jeg at finde den samme type symboler andre steder end i samtiden. Jeg lavede en udstilling hos Nicolai Wallner, som hed Myten er en tilstand, hvor jeg søgte tilbage i myterne efter en oprører. Jeg fandt denne her titan, Prometheus, som imod gudernes vilje gav mennesket ilden og blev straffet for det ved at sidde 3.000-4.000 år i fangenskab, hvor en grib hver dag spiste hans lever. Hver nat voksede den ud, og hver dag blev den spist igen. Det er en myte, der handler om at modtage en straf for at gøre noget godt, og når den historie er så menneskeligt universal, er det fordi rigtig mange kan relatere til revolutionstanken om at gøre oprør for at fremme det gode. Fx at hjælpe eller integrere en minoritet i stedet for at undertrykke den, som vi i øjeblikket gør så mange steder i den vestlige kultur.

Mener du, at kunsten udgør et særlig privilegeret rum for at modvirke mytedannelse?

Ja, jeg tror, at kunsten har et særligt rum til at undersøge billedet og myten. Jeg behandler de tematikker igennem kunsten, fordi jeg har den gave at kunne male og dermed et felt, jeg kan undersøge den slags igennem. Jeg føler mig meget knyttet til min generation og har et behov for og en lyst til at være med til at bidrage til nogle af de debatter, der kommer op. Jeg håber hele tiden, at det er tydeligt, at jeg har fokus på et emne, som jeg prøver at spejle over i vores tid. Jeg er interesseret i, hvordan vores tid forholder sig til de spørgsmål, som jeg beskæftiger mig med. Selv om jeg laver halv-abstrakt maleri, så har jeg selv en meget klar ide om, hvad det står for, og måske især hvad det ikke står for.

Når jeg forholder mig kritisk til den vestlige kultur er det jo fordi, det er den jeg kender. Det er den, jeg har en forudsætning for at kunne tale om, og det synes jeg i virkeligheden, at der er flere, der burde gøre. Jeg synes, at man som kunstner har et ansvar for totalt at afspejle den virkelighed, som man befinder sig i. Hvis ikke kunsten, som det eneste der ikke er slave af noget som helst, gør det, hvem skulle så? Som kunstner har man stadig sin frihed til at gøre en forskel, og vi må stå sammen om at generere en eller anden form for modreaktion til billeddiktaturet. Det har altid været kunstnerens rolle og jeg tror ikke, at det er det mere nu end tidligere – jeg tror bare, at det er vigtigt, at man husker på, hvad det er for et ansvar, man har. At man ikke glemmer, hvorfor man laver kunst.

Alexander Tovborg, Rape of Europha, 2016. Akryl og stofcollage på træ, 220 x 183 cm.

Alexander Tovborg, Rape of Europha, 2016. Akryl og stofcollage på træ, 220 x 183 cm.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!