I Inside the White Cube fra 1976 udråbte Brian O’Doherty den kunstneriske gestus til et «overraskelsesangreb på den hvide kube». I dag er gestussen en etableret metode i samtidskunsten. Med Documenta (13) blev det klart at ikke bare kunstnere, men også kuratorer gestikulerer. I artikelserien Det institutionelle instinkt vil Lars Bang Larsen diskutere gestussens problematik og begrebshistorie.



Lars Bang Larsen

Serie 21.11.12

Det institutionelle instinkt

I Inside the White Cube fra 1976 udråbte Brian O’Doherty den kunstneriske gestus til et «overraskelsesangreb på den hvide kube». I dag er gestussen en etableret metode i samtidskunsten. I denne artikelserie vil Ph.D. og kurator Lars Bang Larsen diskutere gestussens problematik og begrebshistorie.

Lars Bang Larsen.

Den seneste Documenta var ifølge dens kunstneriske leder, Carolyn Christov-Bakargiev, «gestikuleret», ikke kurateret. Men som kritisk greb er gestussen tvetydig. På den ene side påkalder den fremtiden ved at vende sig bort fra institutionens eksisterende normer. På den anden side opløser den formen ved at bekræfte livet og det subjekt, som gestikulerer. I begge tilfælde drejer den sig om at anvende symbolsk magt på overraskende måder: det, der gestikuleres med er bevægelse, potentialitet og tilblivelse – og andre af de kritiske begreber, som vi for tiden privilegerer. 

Siden Brian O’Doherty skrev om den kunstneriske gestus er den blevet et ofte anvendt greb i samtidskunsten. Således er dens status af overraskelsesangreb på den hvide kube i dag knap så overraskende. Teoretikere fra kredsen omkring tidsskriftet October vil hævde at når kunstnerisk praksis i traditionel forstand har mistet sin mening, kan den konceptuelle gestus i stedet iscenesætte den kunstneriske handling som en direkte optegnelse i kunsthistorien: metaværket som sidste udvej. Men kan man have en kunsthistorie som udelukkende består af metaværker?

Gestussen er i dag også et kulturelt vilkår. Vi performer vores kreativitet og viden, og vi bringer vores subjektivitet i spil som netværkede og (selv-) repræsenterende aktører. Således kan gestussens blitzagtige hurtighed afstemmes med senkapitalismens abstrakte tidsrum. Også dette må en kritisk anvendelse af gestussen tage højde for. 

Artikelseriens del 1: Documentas indre kløe 

 Artikelseriens del 2: Historie i en håndevending

 

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!