Julekalender 08.12.13

8. december – Maria Kjær Themsen

Hvilke var de mest interessante udstillinger, begivenheder og publikationer i 2013? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2013. Den ottende i rækken er Maria Kjær Themsen, som bor i København og er skribent for Kunstkritikk. For tiden kuraterer hun The 16th Tallinn Print Triennial, der åbner på Kumu Art Museum til februar 2014.

Udstillinger

 
Owen Armour, {ITALIC}Reciprocity{ENDITALIC}, 2013.

Owen Armour, Reciprocity, 2013.

 

  Owen Armour, Traces of Pressure, peinture et sculpture, København.

Den aften Owen Armour åbnede sin udstilling i de fine borgerlige gemakker hos peinture et sculpture, åbnede samtidig to andre udstillinger i København, der udtrykte mange af de samme ting. Det var Magnus Petterssen hos Peter Amby  og Jan S. Hansen på IMO. Selvom deres æstetik er forskellig, så var der dog nogle væsentlige fællestræk. Værkerne var primært skabt i beton og gips – tunge, naturlige materialer, man er stødt en del på det senere år (sammen med masser af sten), der kan ses som en modstand mod en flyvsk digitaliseret kultur. Også Armours udstilling var dybt forankret i den aktuelle fascination af jordbundne metaller og materialer, men bearbejdet med stor sanselighed. Armour er uddannet lydtekniker, og arbejder egentlig med lyd, men en rejse til Grønland havde inspireret værkerne på udstillingen, der viste gips, der var ved at sprække – en analogi til indlandsisen – samt en meget smuk kobberskulptur placeret på gulvet, der var skabt som en forstørrelse af en dims, der skaber lydlige forbindelser i en analog radio. Ligesom lyde er sfæriske, var følelsen af denne udstilling lidt den samme, selvom mange af værkerne var placeret tunge på gulvet.

       
 
Aleister Crowleys tarotkort, {ITALIC}Il Palazo Enciclopedico{ENDITALIC}, 55. Venedig Biennale.

Aleister Crowleys tarotkort, Il Palazo Enciclopedico, 55. Venedig Biennale.

  Il Palazo Enciclopedico, 55. Venedig Biennale.

Selvom der kan gøres mange kritiske indsigelser over den udprægede fetichisme af outsideren (det være sig den ufaglærte kunstner, den gale, gamle eller skizofrene, den åndeligt åbenbarede eller den ti-årige japanske autist) på den internationale udstilling på årets Venedig Biennale, så oplevede jeg Massimiliano Gionis udstilling som utrolig generøs. Netop fordi der var gjort så stor en dyd ud af at hente sager og kunst ind fra hidtil uopdagede eksotiske reservoirer, var der meget man ikke før havde set. Og så alle de spirituelle trumfkort: at få lov at stå og glo ind i Jungs Røde Bog var jo ikke bare sanseligt opløftende, men decideret VILDT! Og at se Rudolf Steiners tavler, Emma Kunz’ tegnede åbenbaringer og Aleister Crowleys tarotkort. Jo, jeg er en sucker for slige spirituelle sager fra det 20. århundredes skatkammer af okkultisme.

       
 
Sora Kim, {ITALIC}Three Foot Walking{ENDITALIC}, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Sora Kim, Three Foot Walking, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

  Carl Fredrik Hill, Hill Hill Hill Hill Hill + Karl Holmqvist, Give Posters a Try + Sora Kim, Three Foot Walking + Silke Otto-Knapp, Geography and Plays, Kunsthal Charlottenborg, København.

Det kunne meget hurtigt blive et kuratorisk postulat, at der skulle være sammenhæng mellem en svensk landskabsmaler fra 1800-tallet og en konceptuel samtidskunstner fra Korea, eller mellem en svensk tekstkunstner og performer og en figurativ tysk maler. Ikke desto mindre talte de fire udstillinger, der åbnede efterårets program på Charlottenborg, så fint med hinanden på tværs af tid og rum, at man oplevede hvordan udstillingerne ligefrem informerede hinanden. Vi var hinsides den stringente kuratoriske metode, hvor temaet kommer før kunsten, og som nogle gange fremstår som om kunsten skal understøtte et givent argument. Det er en mere sensibel tilgang til kunsten, som afstår fra at sætte på diskursiv formel.

 

Events

 
 Jacob Kirkegaard, {ITALIC}TØRST{ENDITALIC}, 2013.


Jacob Kirkegaard, TØRST, 2013.

 

  Jacob Kirkegaard, TØRST, Hollænderhallen, Dragør.

Jeg indrømmer, at så snart der står noget med «kunst i det offentlige rum», så bliver jeg aldrig nysgerrig, snarere en anelse træt. Det lugter altid af kedelig kommunal bureaukrati, eller velmente kommunale intentioner på kunstens vegne om at brande en særlig by, udsmykke en rundkørsel eller gøre havnen lidt sjovere. Men faktisk skabes der værker, der er gode og interessante derude i landet langt fra kunstinstitutionelle rammer. Ét af dem, jeg oplevede i år – på en iskold vinterdag – var Jacob Kirkegaards stedsspecifikke installation i en nedlagt affældig svømmehal i Dragør. I svømmehallen var der en tyk dis, og en lydinstallation nede i bunden af det tomme bassin. Lydene var optaget på Island (lyden af gejsere), og skabte sammen med tågen en fortættet oplevelse af at befinde sig i naturens dyb, mens at man samtidig var ret bevidst om det lidt underlige i at stå på bunden af et dybt tomt bassin, der både talte til den kommunale politik, der har tilladt svømmehallens forfald, så den nu er lukket, og til den sanselige vækkelse, der kan opstå på uventede steder – som fx på bunden af en nedlagt svømmehal i Dragør.

       
 
Henning Christiansen

Marja-leena Sillanpää, So Holy Hidden, 2013.

  The Hammer without a Master: Henning Christiansen’s archive, Kunsthal 44 Møen, Askeby.

Det var sommer, der var sol, der var hvidvin og en masse interessante performere og performances hele dagen i huset ved Kunsthal 44 Møen. Med andre ord, det var en af de magiske dage, hvor rammerne understøtter stemningen, vejret er strålende og stemningen berusende. Udstillingen var kurateret af Chiara Giovando, hvor en række særligt nordiske kunstnere og komponister, var inviteret til at dykke ned i Henning Christiansens arkiv og skabe nye værker i dialog med afsættet. Jeg så fx Marje-Leena Sillanpää slå glas i stykker. Et for ét blev meget fine langstilkede og mindre fine glas slået itu med en hammer, og jeg stod på et tætpakket varmt loft og hørte Vagn E. Olssons koncert, hvor han havde omdannet det meste af loftet til én lang violinstreng. Bagefter var der Jacob Kirkegaard med sort hat, der slog hårdt på trommer ude i et lille bitte skur, så man måtte sidde i haven og lytte. Et godt eksempel på at såkaldt arkivkunst kan skabe nye værker, der giver de gamle en ekstra dimension, og så var det selvfølgelig alt sammen en indvielse af det hus, der nu er tildelt Henning Christiansens arkiv. 

       
 
Liina Siib, {ITALIC}Mass Line{ENDITALIC}, 2013.

Liina Siib, Mass Line, 2013.

  Liina Siib, Mass Line, Lilith Performance Studio, Malmø

Lilith Performance Studio er efterhånden fast på listen over mine anbefalinger. Således også i år. Liina Siib er en estisk kunstner, der ikke før har skabt performances, men som normalt udtrykker sig i foto og video, og særligt om kvinders ulige vilkår i samfundet. Hun blev «opdaget» af Lilith, da hun forrige år repræsenterede Estland på Venedig Biennalen. Det er altid det fede ved Lilith; at de skaber totalverdener, og ofte også nye værker, i tæt samarbejde med kunstnerne. Mass Line var nærmest en helaftensforestilling, hvor man selv indgik i handlingen – en bizar thriller mellem østlig, kommunistisk propaganda og en vestlig, kapitalistisk forbrugerklaustrofobi. Fx var der shopping-vinduer skabt som levende tableauer, med meget lidt plads, hvor aktørerne i butikken var midt i deres gøremål, og man passivt kunne betragte dem. Der var et kinesisk teater i fuld antræk oven på en bar med yderst attraktive James Bond-babes iført stilletter og corsage, der serverede små dram til publikum. Inden vi overhovedet fik lov at træde ind i denne verden, måtte vi igennem en irettesættelses- og høflighedslæring, hvor vi fx i en utrolig ironisk karaoke-session skulle skråle højt til Pet Shop Boys: «Go Weeeest, Life is Peacefull there…» Prøv selv at gense musikvideoen  fra 1993. Den besidder netop denne kitschede hybrid af Øst og Vest, hvor Frihedsgudinden modstilles sovjetisk ikonografi og kommunistiske parader.

 

PublikationER

  Lea Porsager    Lea Porsager, Ablaze With the Fire of Matter, Officin, 2013.

Lea Porsager har efterhånden lavet mange forskellige – og alle meget lækre – bøger. Men jeg tror at denne må være min yndlings. Det er svært ikke at falde for selve bogens æstetik og indbinding – i mørk brunt stof med kobberfarvet titel. Bogen indeholder dels en samtale mellem Porsager og den esoteriske filosof Marco Parsi, dels en række dobbeltopslag med prints af T-F 3, en såkaldt Tanke-Form, der har manifestet sig for Porsager under en clairvoyant seance. Tanke-Formen ligner lidt en boomerang og er også skabt i tung bronze. Men her altså på smukke, sanselige silketryk, som kan mærkes, hvis man glider fingrene hen over papiret. En ekstra fin detalje er det lille silketryk i starten af bogen – en illustration fra den teosofiske bog Thought Forms (1903), der har informeret bogens tankesæt og som forestiller Wagners musik som fysisk manifestation.

       
  OEI   OEI on Paper, OEI, 2013.

Svenske OEI er en institution for sig i svensk publikationsliv. Denne udgave af tidsskiftet (#62), var på 472 sider, der drejer sig om papir. Hver enkelt side i publikationen er gjort af særligt stof, og papirets historie og æstetiske udvikling gennemgås af en række teoretikere og kunstnere, tillige med artikler om publiceringens rolle i en digital tidsalder. Tidsskriftet kom netop ind ad min brevsprække, da jeg sad og skulle formulere nogle tanker om forholdet mellem tekst på papir i forhold til tekst på skærmen til den print- og grafiktriennale, Literacy/Illiteracy, jeg er ved at kuratere i Estland. Ingen tvivl om at papiret igen feticheres og keres om som et særligt materiale, og at det har en forbindelse til en modstand mod skærmverdenen, hvor vores behov for noget sanseligt mellem hænderne, når vi læser og ser på billeder, ikke tilfredsstilles. Jeg har stor respekt for det omfattende arbejde OEI kontinuerligt præsterer, og dette nummer blev jeg særligt begejstret for.

       
  Forugh Farrokhzad   Forugh Farrokhzad, Kun stemmen bliver tilbage, Gyldendal.

Der sniger sig en persisk digtsamling ind på listen, fordi den nærmest antager form af en kunstnerpublikation, idet dens digteriske indhold modstilles af tilsvarende sanselig grafik (smukt skabt af Anni’s) og en billedside af portrætter af den billedskønne digterinde, samt flere sider med Forughs sirlige, blå persiske skrifttegn. Det er utroligt flot forenet, så bogen fremstår som en konceptuel æstetisk enhed – og med digte fulde af oprør mod tyranni, krav til friheden og lysten til erotik…

8

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!