Julekalender 08.12.18

8. december – Jacob Lund

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de skarpeste, skønneste eller mest skelsættende i 2018? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret af vores egne skribenter og inviterede gæster. Den ottende i rækken er forsker Jacob Lund, der leder forskningsprogrammet Contemporary Aesthetics and Technology ved Aarhus Universitet og er redaktør for The Nordic Journal of Aesthetics. 

UDSTILLINGER

Camille Henrot, Office of Unreplied Emails, 2016.

Camille Henrot, Days are Dogs, Palais de Tokyo, Paris.

Henrot havde som den tredje fået carte blanche til at fylde hele Palais de Tokyo og strukturerede sin udstilling i forhold til ugen og dens syv dage. Imodsætning til andre måder at måle tid på – en dag, en måned eller et år – er ugen ikke bestemt af naturen eller kosmos, men noget, vi selv har opfundet for at ordne vores sociale liv. Days are Dogsviste den enorme spændvidde i Henrots brug af materiale, medie og skala. Jeg er særligt interesseret i hendes artikulation af tidslig kompleksitet og hendes undersøgelser af internettets og digitale mediers betydning for vores hverdagsliv og vores tidsoplevelse, og hvordan hun blandt andet gør aspekter af den digitale kultur, som vi ofte opfatter som immateriel, til noget æstetisk sansbart. Jeg blev især ramt af hendes rumlige materialisering af digitalt fødte emails i kæmpeinstallationen Office of Unreplied Emails.

 

Foto: Delfino Sisto Legnani and Marco Cappelletti.

Post Zang Tumb Tuuum. Art Life Politics: Italia 1918-1943, Fondazione Prada, Milano, kurateret af Germano Celant.

Fondazione Prada lugter af rigtigt mange penge og forsøger ikke at skjule det. Denne udstilling var en overdrevet velresearchet (og uendeligt ressourcekrævende) udforskning af Italiens kunst og kultur i mellemkrigstiden, kurateret af den store gamle arte povera-kritiker Germano Celant. Den etablerede en usædvanligt informativ – men også svimlende – historisk kontekst for de mere end 600 malerier, skulpturer, fotografier, plakater, møbler, arkitekturmodeller, byplaner mm., som Celant og co. havde udvalgt i samarbejde med alle mulige arkiver, museer, biblioteker og samlinger. Udstillingen handlede derfor lige så meget om alle de kontekstualiserende billeder, publikationer, breve, avisudklip, private fotografier, nyhedsstrimler og meget andet fra perioden, om portrætter af intellektuelle, politikere, tænkere, og om den delvise rekonstruktion – typisk for Celant – af de historiske udstillingsrum og deres gulvtæpper, vægbeklædninger, farver, møbler og andre værker. Det var umuligt ikke at overgive sig til den på en gang excessive og elegant formidlede præsentation af den radikaliserede kulturhistoriske periode, værkerne er blevet til i.

 

Foto: Mark Blower.

Forensic Architecture, Counter Investigations, ICA, London.

Udstillingen i sig selv var måske ikke så overvældende eller kuratorisk nytænkende, men selve den tværfaglige måde, som Forensic Architecture, der kalder sig «an independent research agency», kritisk arbejder på tværs af arkitektur, jura, kunst, journalistik og sammen med NGO’er og menneskerettighedsorganisationer for at bevise statsmagters overgreb med disses egne virkemidler (jf. «counter investigations») er noget af det mest interessante, der er sket længe. At Forensic Architecture på samme tid er i stand til at fungere som ekspertvidner i retssager og være nomineret til årets Turner Prize, vidner om en mulig rekonfiguration af sammenhængen mellem kunstnerisk og politisk praksis. Udstillingen var især interessant ved ud over vinyltekster, grafik, modeller, videoer med mere at inkludere en række workshops i Forensic Architectures arbejdsmetoder, der for dem selv var det, udstillingen primært handlede om.

 

EVENTS

Foto: Thorsten Altmann Krueger.

Indvielsen af Jeannette Ehlers og La Vaughn Belles skulptur I Am Queen Mary, København.

Diskussionerne omkring I Am Queen Mary indebærer et genuint opgør med en villet naiv dansk hyggelig national selvforståelse og påbegyndelsen af en mere historisk bevidst og global forståelse af vores samtid, hvor ingen offentlighed blot er national eller lokal. Dette skal selvfølgelig også knyttes til Mathias Danbolt, Mette Kia Krabbe Meyer og Sarah Giersings udstilling Blinde Vinkler: Billeder af kolonien Dansk Vestindienpå Den Sorte Diamant, tidsskriftet Marronage og de mange andre tematiseringer af dansk kolonialhistorie i 2017, og til den noget mere komplicerede «skandale» omkring madame Nielsens forestilling White Nigger/Black Madonna, der senere blev omdøbt til Black Madonna, på teatret S/H, og som blotlagde, at der heller ikke nødvendigvis er konsensus blandt «progressive» kunstnere og intellektuelle i DK, når det kommer til identitetspolitiske spørgsmål.

 

Foto: Dietz Fejer.

Walid Raad, Les Louvres and/or Kicking the Dead, Le Cent Quatre, Paris. 

Les Louvres var en suverænt udført performance, som kombinerede forelæsning, PowerPoints og filmklip med omvisninger i en installation bag projektionslærredet. Som i Raads tidligere værker sammenblandede han fiktion og virkelige kendsgerninger på en ekstremt suggestiv måde, hvor man ikke længere kan adskille, hvad der er hvad, og må overgive sig til den forestilling, der ikke bare opføres på scenen, men i lige så høj grad i tilskuere og tilhøreres, hoveder. Erich Maria Remarque knyttes til guiden Jack på et museum for Første Verdenskrig i Ypres. Jack er Vietnam-veteran og flyttede fra New York for år tilbage. I New York findes Chrysler building, som ejes af Cooper Union, hvor Raad er ansat. Nogle af sponsorerne er involveret i Louvre i Abu Dhabi. Et dødt tæppe fra Iran sendes til restaurering i Paris. Døde værker fra Remarques kunstsamling sælges af hans enke, der giftede sig med Chaplin osv. osv. Efterhånden begynder trådene at samles, føles det som om. Figurer går igen: Tæpper, tapeter, de udøde m. fl. Alt er tilsynelandende forbundet med alt. Performancen var eminent godt bygget op og medrivende, næsten for underholdende, men kommunikerede også, hvordan økonomiske interesser mere eller mindre tydeligt gennemtrænger stort set alle aspekter af vores livsverden, inklusive kunst.

 

Joen Vedel, When Are We Now? (4th. live-cut), 2016, still.

Joen Vedel, Hvornår er vi nu? på Det Jyske Kunstakademi den 9. marts 2018.

Vedel lavede nogle offentlige performances i Astrid Noacks atelier i december 2017, hvor han sammenklippede film live. Jeg nåede ikke at se dem i Noacks atelier, men sammen med Jørgen Michaelsen inviterede jeg ham til at lave en live-klippet film på DJK som en del af et seminar om geopolitik i foråret 2018. Med udgangspunkt i et levende arkiv af videomateriale, som han gennem en årrække har optaget steder med politiske opstande og omvæltninger – Brasilien, USA, Kurdistan, Tyrkiet, Frankrig og Grækenland – dagbøger og interviews, forsøger Vedel filmisk at begribe vores historiske samtid, mens den udspiller sig. Live-klipningen giver ham så at sige mulighed for i tid at udforske betingelserne for tidslighed og at sammenbringe en række forskellige tidsligheder, geografiske områder og repræsentationslag i performancens her og nu. I hans hele tiden foranderlige live-montage foran et publikum, der også optages og inddrages i montagen, sættes den historiske betydning af de begivenheder, billederne beskriver, i en vis forstand fri og til forhandling. I forhold til min egen forskning i «The Contemporary Condition» var Vedels performance derfor også en sjældent interessant kunstnerisk artikulation af samtidighed, og hvordan samtidighed kan gøres til genstand for sanselig erfaring.

 

UDGIVELSER

Jørn Erslev Andersen, At sætte i situation – Asger Jorns triolektik og situlogi, Antipyrine.

Min kollega, Jørn Erslevs bog udkom vistnok allerede i 2017, men jeg læste den først i år. Jørn er lærd som få og samtidigt udstyret med en poetisk sans som få. Hans patafysiske behandling af Jorns triolektik og situlogi er en nysgerrig og anfægtet indføring i Jorns kunstteoretiske tænkning i 1960’erne og de tanker, han var influeret af. Som Peter Laugesen skrev i sin anmeldelse: «Tager han det seriøst? Ja, det må man sige, men han benytter sig også, som Jorn, af en patafysisk strategi, der gør det umuligt at sige præcis hvordan, og det er sjovt nok alvor.» På en måde bliver Jorn hos Jørn en forløber for aktuelle genforhandlinger af forholdet mellem naturvidenskabelig og kunstnerisk vidensgenerering og indsigt i verden.

 

Peter Osborne, The Postconceptual Condition: Critical Essays, Verso.

Den engelske filosof, Peter Osbornes tanker om samtidskunst som noget, der er relateret til samtidighed, forstået som en global gensidig forbundethed af forskellige tider i det samme historiske nu, var en af hovedinspirationskilderne i udviklingen af mit igangværende forskningsprojekt «The Contemporary Condition». The Postconceptual Condition er en samling af artikler, der er skrevet i forlængelse af Anywhere or not at all fra 2013, hvor han præsenterede forestillingen om samtidighed. Som titlen angiver, er samtidskunst for Osborne postkonceptuel kunst. Sammen udgør de to bøger for mig at se et af de vigtigste bidrag til kunstteorien, siden Arthur C. Danto og andre omkring 1990 lagde den traditionelle kunsthistoriefortælling død. Osborne har – sikkert også fordi han er forholdsvist svært tilgængelig – ikke haft den samme umiddelbare gennemslagskraft som fx Nicolas Bourriauds relationelle æstetik, men mit bud er, at hans forsøg på at udvikle et kritisk begreb om «samtidskunst» og om globalitetens tidslighed kommer til at få en længere levetid, i hvert fald inden for academia.

 

Samir Gandesha og Johan F. Hartle (red.), Aesthetic Marx, Bloomsbury.

Det er ikke nogen nyhed, at den neoliberale kapitalismes krise har medført en fornyet interesse i Marx og hans tænknings kritiske aktualitet, men denne er i mindre grad blevet knyttet til kunst og æstetik (med fx Mikkel Bolt som en af enkelte undtagelser). Med artikler af bl.a. Boris Groys, Sven Lütticken og Hayden White genbesøger Gandesha og Hartles bog Marx’ værk i forhold til en kapitalisme, der på mange måder er blevet æstetisk i den forstand, at værdiproduktion i dag afhænger af såkaldt kreative industrier og den såkaldt kreative klasses arbejdskraft, af æstetiske markedsføringsstrategier og – ikke mindst – modulering af affekter. Bogen er en tiltrængt dybdegående, systematisk reaktualisering af Marx i forhold til det æstetiske, den historiske organisering af sanserne og de kropslige dimensioner af organiseringen af levende arbejdskraft.

 

  1. Innlegg fra Bjarne Toft Sørensen

    Et voldsomt relevant og interessant bidrag til ”Kunstkritikks julekalender”, men det er vel også kun, hvad man kan forvente, når det kommer fra Jacob Lund.

    Lad os få flere udstillinger af Camille Henrot til Danmark, med en reminder til udstillingen på Kunsthal Charlottenborg ”The Pale Fox” fra 2014. En udstilling, som kritikerne i Danmark, med en enkelt undtagelse, desværre overså den konceptuelle kompleksitet i.

    Med hensyn til ”Black Madonna” er det svært ikke at se processen omkring stykket som både nødvendig og dog med blandede følelser. Forløbet omkring kritikken af værket og mediernes interesse for det ville også være et oplagt eksempel at inddrage i forskningen vedrørende fagpolitisk iscenesættelse på akademisk niveau af nødvendigheden af prioriteringen af bestemte forskningsområder, og hvordan man kan bringe sig selv i scene med henblik på en senere ansættelse ved oprettelse af stillinger inden for området.

    Jeg må også se at få læst de anbefalede essays af Peter Osborne. Det er lidt svært, når ”Anywhere or not at all” fra 2013 hele tiden minder mig om, at jeg på ingen måder er færdig med det værk, og hvor jeg nu er i gang med 3. grundige gennemlæsning.

    Hvis nogen skulle have overset eller glemt det, bliver vi også på relevant vis gjort opmærksom på relevansen af Marx tænkning i forhold til undersøgelser af bl.a. værdi, arbejdskraft og markedsføring, og det må såvel være inden for kunstens område betragtet som institution og som bredere forstået i forhold til det æstetiske forbundet med kultur og produktion.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!