Julekalender 04.12.14

4. december – Mathias Kryger

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de mest interessante i 2014? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2014. Den 4. i rækken er Mathias Kryger, der bor i København og som, udover at være fast skribent for Kunstkritikk, også er performancekunstner, popsanger og kurator, for tiden aktuel med projektet Guattari Reading Circle.

Udstillinger

 
Harun Farocki, Serious Games II: Three Dead, 2010.

Harun Farocki, Serious Games II: Three Dead, 2010.

 

Harun Farocki, Serious Games, Hamburger Bahnhof, Berlin og Parallel I–IV, Documentary Forum 3, Haus der Kulturen der Welt, Berlin. 

Det er et uudholdeligt perspektiv, at der er direkte sammenhænge mellem tilsyneladende harmløse computerspil fra 1990ernes børneværelser og krigene mod Al-Qaeda og senest ISIS. Men nu er det de folk, der var børn i 1990erne som styrer koalitionens droner og som håber at præcisionsteknologien bevirker at Hellfire-missilerne rammer bare nogenlunde præcist. Sådan er det måske bare med billedteknologi – you win some you lose some. Harun Farocki døde dagen efter jeg så udstillingen Serious Games på Hamburger Bahnhof og alt ved det var ufatteligt trist.

       
 
Virlani Rupini og Dr Leon Tan, Receding Triangular Square, 2012.

Virlani Rupini og Dr Leon Tan, Receding Triangular Square, 2012.

 

Virlani Rupini & Dr Leon Tan, Receding Triangular Square, Malmö Konsthall. 

Det er måske en overdrivelse at kalde den lille videoprojektion i Malmö Konsthalls C-Salen for en decideret udstilling. Men den 37 minutter lange film om det postkoloniale møde mellem oprindelig taiwanesisk åndelig praksis og vesterlandsk psykiatri rummer så megen veldisponeret information samt en poetisk sensibilitet overfor emnet, at minutterne strakte sig langt ud over målbar tid. Lyd og billede er adskilt i filmen og en tekst med taiwanesisk voice-over driver undersøgelsen fremad. Det lille greb – at skille lyd fra billede – fremprovokerede hos mig en underlig bevidstgørelse af det kognitive apparat og dermed en bevidsthed om hjernen som organ.

       
 
K. J. G., Museet på Sct. Hans. Foto: Mathias Kryger.

K. J. G., Museet på Sct. Hans. Foto: Mathias Kryger.

 

Museet på Psykiatrisk Center Sct. Hans, Roskilde. 

Beliggende i en bygning med navnet Kurhus opført i 1851 efter tegninger af en af dansk institutions-arkitekturs store skikkelser, Gottlieb Bindesbøll, finder man Museet på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Selve hospitalsarealet er et imponerende sted med en vild historie og en ruskende udsigt over fjorden og museet er en lille todelt størrelse bestående af kultur- og medicinhistorisk materiale samt samlinger af kunst af tidligere patienter på stedet. Om det giver mening stadig at anvende betegnelser som Art Brut eller Outsider Art når man taler om denne type kunst ved jeg ikke, og hvorfor værkerne figurerer i specifikke samlinger frem for iblandt de mere gængse kunsthistoriske arkiver er et emne for videre granskning. Imidlertid er et besøg på museet, der tilbyder rundvisninger på særlige dage eller efter aftale, en særdeles svimlende oplevelse.

Events

 
Trine Mee Sook Gleerup, OHM: a meditative performance lecture & how our mind and body are practically commercialized, 2014.

Trine Mee Sook Gleerup, OHM: a meditative performance lecture & how our mind and body are practically commercialized, 2014.

 

Trine Mee Sook Glerup, OHM: a meditative performance lecture & how our mind and body are practically commercialized, NLH space. 

Det er efterhånden velkendt, at der de seneste år er gået inflation i spirituelle og esoteriske undersøgelser i billedkunsten. I særdeleshed ses det i performance-land hvor «det rituelle» tilsyneladende er blevet en form, man kan putte snart sagt hvad som helst i. Derfor var den danske performancekunstner Trine Mee Sook Glerups performance også desto mere velkommen. I et langt scripted foredrag gør hun rede for det split hun oplever når hun som kunstner og yoga-instruktør er på undervisningsopgaver hos fx Mærsk og i andre private virksomheder. For hvordan, når nu man tager den spirituelle og meditative side af yogaen alvorligt, kan man integrere den i sit arbejde – som både kunstner OG yogainstruktør og samtidigt med god samvittighed inkassere sin løn på baggrund af det, der fremstår som forloren holistisk work/life-balance-HR? Eller er selv Mærsk-ansatte oprigtigt spirituelt inklinerede? Det er en performance, der på en måde fortæller den samme historie som Lazzaratos Signs and Machines (se nedenfor) og er et forsøg på at udrede det væv af krop, sprog, ånd, dollars, euros, yen og yuan, som spinder sig om og i mennesket.

       
 
The Great British Bake Off , Sæson 5. I forgrunden: Norman Calder.

The Great British Bake Off, Sæson 5. I forgrunden: Norman Calder.

 

The Great British Bake Off, Sæson 5, BBC 1 og Phil Collins, Tomorrow is Always Too Long, CPH:DOX. 

De store fiktionsserier fra HBO og Netflix etc. var ikke vanvittigt medrivende i år, på nær Game of Thrones selvfølgelig. Så ud med fiktionen og tid til det reales gen-genkomst. To the rescue kom den britiske version af Den Store Kagedyst, The Great British Bake Off. I den kan man stifte bekendtskab med begreber som Victoria sponge, Swiss roll, Biscuits (en tilsyneladende uendelig vifte af varianter i det såvel salte som søde, sprøde britiske køkken), Self-saucing pudding og Tear-and-share centerpiece bread-sculpture. Det er crisp og moist og virkelighedsdramatik fra den 307 år gamle union, der med David Cameron ved roret var relativt tæt på at miste Skotland i september i år, da 44.7% af skotterne stemte for uafhængigheden. Norman Calder, programmets skotske deltager i sæson 5, er en pensioneret radiooperatør fra The Royal Navy, der kan sine skotske egnsretter til fingerspidserne men som røg ud da hans pæretærtes puff pastry i afsnittet om Pies pies pies var underbagt, suk. Norman er en ægte man of the union (altså den britiske union) og det er da et spekulativt øjeblik værd at overveje om separationen af England og Skotland mon havde været en realitet i dag, hvis ikke det populære og unionssamlende reality-program i år var rykket fra BBC 2 til den noget større maskine på BBC 1 og hvis ikke den sympatiske pro-union-skotte, Norman, havde deltaget.

I sin film Tomorrow Is Always Too Long, som jeg så på dette års glimrende CPH:DOX, portrætterer den engelske kunstner Phil Collins Skotlands største by  Glasgow. Collins har i sine videoer tidligere undersøgt tv-mediets omklamring af de individer, der deltager i reality-programmer og det er da også tv-branchens formater, der udgør skelettet i filmen om Glasgow, hvor der zappes igennem skiftende kanaler med karikaturer af genkendelige populærkulturelle tv-genrer som tv-shoppen, morgengymnastik og talkshowet. Dertil kommer en animationssekvens med byens kokain-sniffende club-kids og sympatiske dokumentariske sekvenser fra en række af byens institutioner: et fængsel, en klinik for fødselsforberedelse og et ældrecenter. Alle medvirkende i filmen er borgere i Glasgow og Collins lader disse smukke mennesker berette om tilværelsens ups and downs for dernæst på subtil vis, at lade den dokumentariske registrering glide over i fine musical-numre med imponerende instrumenteringer indspillet af Royal Scottish National Orchestra. Very crisp indeed og så gør det heller ikke noget at Kate Dickie, der spiller Lysa Arryn i Game of Thrones (hende, der bliver smidt igennem the moon door i episode syv i årets sæson) er med i en rolle som tv-spåkone.

Udgivelser

  Maurizio Lazzarato, Signs and Machines, 2014.  

Maurizio Lazzarato, Signs and Machines,  Semiotext(e), 2014. 

Slut med OOO (Object Oriented Ontology), det nye er PPP (Pier Paolo Pasolini).At sætte tænderne i Lazzaratos nye bog var som at få mandelgaven et halvt år for tidligt: en lækker mar(x)cipangris, om end en lidt genstridig én. For det har taget mig måneder at læse den lidt kryptiske tekst, der tvinger læseren til at genbesøge og genoverveje allerede indlejrede og tilegnede opgør med semiotikken i forklaringerne på, hvor dybt ind i kroppen de såkaldte semiologiseringsprocesser går. Der er tale om en erklæret påkaldelse af Félix Guattari – en åndrig vækken til live – og det er dystert, men også strålende med den holistiske energi som Guattaris filosofi indeholder. Bogen overrasker, ud over med sit coverbillede af et værk af Elad Lassry, med sine suggestive læsninger af Pier Paolo Pasolinis samfundsanalyser, der har pustet til en, i akademiske kredse, fornyet interesse for ikke blot filmskaberen men også tænkeren og forfatteren Pasolini.

       
  Lasse Lau et al (red.), Queer Geographies – Beirut, Tijuana, Copenhagen, 2014  

Lasse Lau, Mirene Arsanios, Felipe Zuñiga-González, Mathias Kryger, Omar Mismar (red.), Queer Geographies – Beirut, Tijuana, Copenhagen, Museet for Samtidskunst, Roskilde, 2014. 

Den er som en langstrakt sommer på en doven, halvflad cykel i København, en forårsdag langs Corniche med bombede bygninger i baggrunden i Beirut – fra før den syriske borgerkrig – og en tur i den knirkende stål-karrusel på grænsen mellem USA og Mexico. Udgivelsen er en skønsom blanding af kunstprojekter, poesi, interviews, akademiske tekster og en generøs bibliografi over queer- og geografirelevant materiale. Materialet baserer sig på tre konkrete workshops initieret af kunstner og filmskaber Lasse Lau, afholdt i  henholdsvis København, Tijuana og Beirut og den er et, i alle henseender, kollektivt formet projekt og det skal retfærdigvis nævnes, at jeg har været en del af redaktionen. Formmæssigt er bogen befriende fritaget for de designkonventioner, der præger de fleste kunstrelaterede publikationer i disse år og der er bidrag side om side fra såvel internationale art stars som lokale aktivister.

       
 
Young Girl Reading Group.

Young Girl Reading Group.

 

Young Girl Reading Group (YGRG) på Berlin Community Radio. 

Det er Ursula K. Le Guins The Left Hand of Darkness læst op i radioen med fx neo-neo r’n’b, egyptisk hip hop og K-pop som musikalske indslag. Så er man ligesom på begge sider af spejlet eller skærmen på samme tid. Det skratter til tider og på et tidspunkt i udsendelse nr. 2 ringer dørtelefonen, imens personen i romanen går igennem en dør, som om det var timet og planlagt til oplæsningen, men det var det ikke. Der er det med denne type gruppebaseret højtlæsning, at det handler ligeså meget om det, som opstår imellem teksten og gruppens medlemmer med de forskellige stemmers tonalitet og rytmer og accenter som om selve det, der læses. Og det er godt. Young Girl Reading Group er en søndagslæsegruppe i en lejlighed i Berlin der har eksisteret siden september 2013 startet af kollektivet d3signbur3au, som består af Dorota Gaweda, Egle Kulbokaite og Catherine Prieto Österberg, og der læses teori og sci-fi. De begyndte med at læse Tiqqun’s Theory of the Young-Girl, derfor navnet.

       
 
Model Court, Resolution 978HD (still), 2014.

Model Court, Resolution 978HD (still), 2014.

 

Model Court, Resolution 978 HD, Vdrome. 

Vdrome er et elegant udgivelsesformat på nettet med en ny film hver fjortende dag ledsaget af et kort tekstbidrag som introduktion til det enkelte værk. Formatet er imidlertid drilsk da sitet ikke fungerer som et egentligt video-arkiv med blivende materiale og det betyder at man skal skynde sig for at se med, men er man lidt organiseret er det en hel appelsin-plantage lige ned i turbanen. I begyndelsen af november i år kunne man se gruppen Model Courts (Lawrence Abu Hamdan, Sidsel Meineche Hansen, Lorenzo Pezzani og Oliver Rees) film om retssagen mod rwandesiske François Bazaramba, en film der skulle have været vist som en del af Model Courts udstilling på Overgaden i København i år – en udstilling, som institutionen desværre aflyste. Bonus laptop situation.

       

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!