Julekalender 17.12.14

17. December – Cecilie Høgsbro Østergaard

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de mest interessante i 2014? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2014. Den 17. i rækken er kritikeren Cecilie Høgsbro Østergaard, som er en af Kunstkritikks faste skribenter. Indtil for nylig var Cecilie ansat på Kunstakademiets Billedkunstskoler i København. I det nye år indtager hun stillingen som redaktør på Statens Museum for Kunst:

 
Giotto, De Hellige Tre Kongers Tilbedelse, Scener fra Kristi Liv, Arena-kapellet, Padova, 1306. Den nyfødte Messias med lede- og julestjerne som astronomisk fænomen (Halleys komet).

Giotto, De Hellige Tre Kongers Tilbedelse, Scener fra Kristi Liv, Arena-kapellet, Padova, 1306. Den nyfødte Messias med lede- og julestjerne som astronomisk fænomen (Halleys komet).

 

Et ledemotiv for en af årets vigtige begivenheder i København, festivalen for kunstnerorganiserede udstillingssteder, Artist Run, var astrofysikkens begreb om «Dark Matter». Fysikere skønner, at kun 5% af verdensrummet er synligt for os. De resterende 95% består af et ukendt stof, som stabiliserer hele den livsverden, vi opfatter som vores univers. På samme måde vurderer kunstteoretikeren Gregory Sholette, at den synlige kunstverden oppebæres af en hær af usynlige kunstnere og kunstarbejdere, i nogenlunde samme målestoksforhold. Ubetalte praktikanter, underbetalte lektorer, kuratorer og kritikere og kunstnere, der ikke kan leve af at lave kunst, er den stabiliserende forudsætning for kunstverdenens symbolske og finansielle økonomi og hierarkier. Det er en normaltilstand, så selvom institutionerne vokser og flere kunstnere bliver millonærer, så bliver der ikke færre, kun flere underbetalte og usynlige kunstarbejdere, der muliggør hele systemet.

Således vil nogle altså blive en succes, mens resten kan glæde sig over, at de skaber værdi. Hvis man hører til det sidste, rimeligvis frustrerede flertal, kan videnskaben nemlig trøste. Som Albert Einstein ifølge internettet og diverse lommekalendre skulle have sagt: «Strive not to become a man of success but rather a man of value.»

Hvad der i sidste ende er finest og vigtigst for kunsten, success eller value, er ikke til at sige, og da der åbenbart hersker en fysisk regel for hvor mange vandbærere, der går på en stjerne, forbliver spørgsmålet måske ligefrem uafgørligt. Det så vi glimrende eksempler på i år. 2014 bød på historisk mange institutionsudstillinger med nogle af dansk kunsts største internationale successer. Kunstnere som Olafur Eliasson, Henrik Olesen og Elmgren&Dragset, der som unge havde fået statsstøtte til at gå internationalt og vende en institutionel og pressemæssig kunstverden ryggen, som kun var interesseret i succes, ikke det nye. Hjemvendt efter 20 år viste disse kunstnere sig i mellemtiden at være blevet for store successer til at kunne skabe noget af værdi i en dansk offentlighed. Det danske dagblad Information bragte ligefrem en hel leder om det etiske i ikke at anmelde en overordentlig succesfuld kunstner som Olafur Eliasson på en overordentlig stor institution som Louisiana. Information lovede i stedet at koncentrere sig om af alt det usynlige, hvorfor den succesfulde kunstner i sidste ende løb med den egentlige opmærksomhed på baggrund af en uetableret, men værdiskabende masse.

       
 
Asger Jorns «situationistiske» værk, Mater Profana (defiguration), olie på fundet maleri, 1960.

Asger Jorns «situationistiske» værk, Mater Profana (defiguration), olie på fundet maleri, 1960.

Susanne Ussing, Kvinden i drivhuset, Ordrupgaard, 1980.

Susanne Ussing, Kvinden i drivhuset, Ordrupgaard, 1980.

 

 

Det ér indviklet, og alt dette komplicerer naturligvis spørgsmålet om, hvad der er en vigtig begivenhed og hvad der ikke er i kunstlivet. I 2014 gav Kunstkritikk spalteplads til ting, som syntes både vigtige og succesfulde: for eksempel Henrik Olesen og Asger Jorn på Statens Museum for Kunst, Thierry de Duve og en udmærket geniscenesættelse af vandreudstillingen om Hilma af Klint på Louisiana, en del udstillinger på Kunsthal Charlottenborg, den store jobrotation på kunstinstitutionerne og en ny kunstbogmesse på Carlsberg, seminarer som The Avantgarde as Network i Århus eller den skønne Smukke schweiziske bøger. Men lige så vigtigt var de måske 95 procent, ingen nåede at skrive om: man kunne, helt lokalt og i al utilstrækkelighed nævne Holocaust-udstillingen Sort Mælk på Museum for Samtidskunst, Freddie Lerche hos Claus Andersen, Kirsten Justesen i Overgaden, Susanne Ussing på Den Frie, Christian Vind på Overgaden, den længe ventede oversættelse fra Billedkunstskolerne af George Batailles Manet-bog, Nanna Debois Buhl og flere interessante udstillinger på det talentfulde New Shelter Plan, adskillige seminarer og lukningen af to Carlsberg-gallerier, IMO og BKS Garage, plus afviklingen af de udstillingssteder, der var afhængige af den nedlagte iværksætterordning for nye ikke-kommercielle initiativer. For slet ikke at tale om alt det uden for kunsten, der i større eller mindre grad endte med at blive relevant for den: f.eks. Martin Krasniks  udsigelses-«problem» og hans intelligente Fucking Jøde eller den danske oversættelse af Susan Sontags store Rolling Stone-interview fra 1978.

Problemet stopper bare ikke her, for disse udstillinger, udgivelser og begivenheder bygger igen på 95% urealiserede og usynlige ideer. Da man må konstatere, at kritik, kunst og (jule)stjernerne på himlen tilsyneladende befinder sig i en uendelig regress af synlig og usynlig masse, burde man derfor ønske læserne god jul og godt nytår med et par forventningsfulde eksempler på strålende ideer til udstillinger, begivenheder og publikationer, som ikke fik gang på jord i 2014, men som man måske kan være heldig at få lov at hylde i 2015-16-17. Det kunne være den store udgivelse af Richard Winthers tekster og noteværk, Lars Bang Larsens bog i forbindelse med sommerens udstilling, Koncept efter Koncept på Museet for Samtidskunst, udgivelsen af det fulde manus til Triers Nymphomaniac, en kortlægning af Illuminati i kunst, filmudstillinger på Louisiana, Merét Oppenheim og Elsa Schiaparelli eller den store Tropicalismo-udstilling til Danmark, eller en åben og fri diskussion om stigende teknokrati og centralisering af kunstens statslige støttesystem og bedre støtte- og udstillingsmuligheder for folk under uddannelse. De mange forklaringer på hvorfor disse ideer og intitiativer (endnu) ikke er blevet til noget, får dog ligge. Det må stoppe et sted.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!