Julekalender 15.12.12

15. december – Pernille Albrethsen

Hvilke udstillinger, begivenheder og publikationer var de bedste i 2012? I Kunstkritikks julekalender opsummerer Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2012. Den femtende i rækken er kritiker Pernille Albrehtsen, som er Kunstkritikks redaktør i København.

Udstillinger

    Judith Hopf, Malmö Konsthall. Den vingeskudte, men ikke desto mindre skarpe, miniretrospektiv med Hopf rummede blandt andet videoværket Zählen om hesten, hvis matematiske talent bliver udfordret af en slags Beckett’ske «business-klovne». Som altid balancerede Hopf på en knivsæg mellem kapitalismekritik og dead-pan humor. Resultatet var uhåndterbart, fundamentalt uroligt og en påmindelse om hvad det i grunden vil sige at være eksperimenterende og om hvor sjældent vi møder det. (Billedet: Judith Hopf, Zählen!, 2008. Produktionsfoto. Courtesy Judith Hopf & Croy Nielsen, Berlin.)
       
    Steinar Haga Kristensen, Fortvilelser i Leire, Kunsthall Oslo. Mens Kristensens generationsfæller har travlt med simulakre-øvelser (ridse sporløse, diagonale snit i de fladeste af alle flade overflader af tilværelsens ulideligt lette, antifysiske liv foran skærmen) hev Kristensen 28 tons blåler op af Oslo undergrund og skabte den mest gumpetunge udstilling jeg længe har set. Alt var udført i ler – skillevæg, lænestol, paddehatte-lamper og de mest umulige relieffer, som klaskede tungt ned af væggen i al deres fysiske umulighed. Med 3D-filmen af kroppe som vælter sig i ler gravede Kristensen sig så dybt ned i Oslos undergrund at man fik åndenød. Det hele pakket ind i den sigende udstillingstitel, som også må kandidere til en af årets bedste: Fortvivelser i ler! (Billedet: Despair in Clay 05#, 2012, detalje.)
       
    Superflex, Bjarke Ingels Group (BIG) og Topotek, Superkilen, offentligt parkanlæg, København. Et af mine yndlingsværker på Documenta 11 i 2002 var Dominique Gonzalez-Foersters lille park i Karlsaue-parken bestående af en telefonboks fra Brasilien bragt sammen med bænk, en lanterne, et lille fuglebad og andre offentlige elementer fra forskellige dele af verden. Derfor var jeg også skeptisk, da jeg første gang hørte om Superflex’ bidrag til Superkilen – et nyt rekreativt område på Nørrebro i København, som netop ville bringe jord fra Palæstina, en  blæksprutte-rutschebane fra Japan, amerikanske skraldespande og andre elementer fra alverdens lande. Men Superflex gjorde det til et projekt om brugerinddragelse og inkluderede de mange nationaliteter, der bor i områdets såkaldte ghetto, Mjølnerparken, i processen og lod blandt andet disse folk være med til at bestemme hvilke genstande, der skulle hentes ind fra hvilke lande. Resultatet er unikt og Superkilen er blevet et sted, som folk valfarter til for at hænge ud på det særlige røde gummiunderlag eller stå på løbehjul ned af en slags Professor Balthazar-bakke midt i byen. Jeg kan ikke huske hvornår København nogensinde har haft så meget held med en offentlig udsmykning/park i den skala.

 

Events

    Antechamber, Bureau Publik, Diakron og Internationalistisk Ideale, København. I år så fire seriøse kunstnerdrevne og uafhængige udstillingssteder dagens lys i København. Med vidt forskellige profiler (fra diskursanalytisk researchkontor til trykkeri/mikroforlag) supplerede de nye tiltag byens øvrige bemærkelsesværdige kræfter, hvoraf Toves Galleri, 68 sq. metres og Koh-I-Noor hører til blandt de stærkeste kort. Det er værd at bemærke sig, at bortset fra et par år i begyndelsen af 00erne, under højkonjunkturens glade dage – hvor den yngre scene primært drømte om at blive tilknyttet et kommercielt galleri – så har den københavnske kunstscene (uagtet den etablerede scenes jævnt svingende kvalitet) altid været kendetegnet ved et stærkt selvorganiseret miljø.
       
    Motto Charlottenborg, København. Et af de initiativer som den afgåede direktør for Kunsthal Charlottenborg, Mark Sladen, fik sat i søen var så væsentlig at jeg ikke tror han selv var klar over det. Før Sladen inviterede kunstboghandlen Motto til at flytte ind på Charlottenborg, fandtes der ingen, INGEN, kunstboghandel i København. Der fandtes knap nok steder hvor man kunne købe noget mere avanceret end Taschens porno-kunst-udgivelser. Så selvom Motto Charlottenborg stort set kun består af to mindre reoler og et par borde, så er var det som rindende vand i en gold ørken.
       
    The Audience is the Mother of Self-Invention, Index, Stockholm. Jeg besøgte Index en tilfældig lørdag i oktober som blandt andet bød på performance af Olav Westphalen og screening af Jan Mancuska. Ugen før havde stedet huset en natklub, en genskabning af historiske klubber som havde spillet en rolle for queer og feminisme-aktivisme i 1970erne, 80erne og 90erne. Et par uger senere lagde stedet rum til en opførsel af et partitur af Cornelius Cardew. Det hele indgik i Index’ nye direktør, Diana Baldons, ambitiøse program med performance og kortvarige udstillinger, som forløb over tre måneder, hver eneste lørdag. Et skarpt program, som gav indtryk af at Baldon ikke kommer til at løbe ud for ideer lige med det første og medfølgende forventninger om at hun kommer til at ruske gevaldigt op i Stockholms kunstscene. (Billedet: Club Scene, Index, Foto: Jonas Esteban Isfält.)

 

Publikationer

    24 advertisements, Pork Salad Press. En opsamlende dokumentation af et to år langt projekt, kurateret af Jacob Fabricius, bestående af 24 annoncer skabt af kunstnere (Tauba Auerbach, Jonathan Monk, Keren Cytter, Özlem Altin, Olivia Plender, Danh Vo, David Robbins m.fl.) som alle har været indrykket i forskellige magasiner (fra Newsweek til specialmagasiner såsom American Cowboy og Your Dog) – og samtidig en helt særlig edition bestående af: 2 magasiner, 1 nøglering, 1 CD, 1 klistermærke, 1 gummibånd og 1 fluesmækker. En klassiker indenfor genren.
       
   

Yvette Brackman, Systems and Scenarios, JRP Ringier. En sjældent gennemarbejdet monografi over de sidste 20 år af den København-baserede kunstners virke med sobert grafisk design af Kontrapunkt. Det indbunde omslag med det systemlogiske motiv forener smukt den russisk-amerikanske kunstners dobbelte arv under sin opvækst i New Haven – arven fra Alexander Rodchenko såvel som fra Joseph Albers.

       
    Jakob Boeskov, Timothy DeWit og Matthew Morandi, T7, Pork Salad Press. En slags printed matter-vinyl-edition, hvor Boeskovs tegninger figurerer i det indlagte coverhæfte og musikken er en slags krautrock i Brooklyn anno 2012. En uddateret æstetik fra fremtiden. 

 

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!