Julekalender 15.12.14

15. december – Henriette Heise

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de mest interessante i 2014? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2014. Den 15. i rækken er billedkunstneren Henriette Heise, som er lektor på Kunstakademiet i København. Heises arbejde udfolder sig på tværs af medier, formater og materialer og hun ser det som sin ansvar som kunstner at «forsvare det skrøbelige».

*

At en udstilling eller en begivenhed går hen og bliver væsentlig for mig, betyder ikke nødvendigvis at jeg har været fysisk til stede når det væsentlige skete. Og om en udstilling er god eller dårlig behøver ikke at være afgørende for, at jeg kommer til at tænke over et eller andet interessant. Med mit julekalender-bidrag forsøger jeg at finde nogle af de væsentligheder frem, der har forskudt min måde at tænke på i løbet af 2014.

BEDSTE UDSTILLING

– Når det væsentlige opstår mellem tre udstillinger jeg har set:

 
Ed Atkins, Even Pricks, 2013, still.

Ed Atkins, Even Pricks, 2013, still.

 

Making colour, The National Gallery, London + Ed Atkins, Ribbons, Serpentine Sackler Gallery, London + Kate Cooper, Rigged, KW, Berlin.

En sen aften på Domino’s pizza i Berlin gik det op for mig, at der var en sammenhæng mellem disse tre udstillinger. I renaissancen var den blå farve lapis lazuli så kostbar, at når der blev bestilt et billede skulle kunstneren forinden angive, hvor meget lapis lazuli der skulle bruges. På dette tidspunkt blev det langsomt en konvention at Jomfru Marias kappe var blå, for netop at indikere hvor vigtig en person hun var. Både Ed Atkins og Kate Cooper taler om, hvor dyrt det er at arbejde med computer-genererede billeder (CGI) af vand og hår. I den store balscene i Disneys Frozen er det for eksempel kun eventyrets hovedpersoner, der har fået hår, der ligner rigtigt hår.

– Når jeg besøger den samme udstilling fem gange:

 
Henrik Olesen, Abschied von den Eltern, 2003, A4 print of collage.

Henrik Olesen, Abschied von den Eltern, 2003, A4 print of collage.

 

Afsked med forældrene, Henrik Olesen (sammen med Daniel Buchholz og Christopher Müller), X-rummet, Statens Museum for Kunst, København.

Med en udstilling, der indeholdt over 250 genstande var det oplagt at tage den i mindre portioner, og jeg besøgte derfor udstillingen flere gange hen over sommeren. Jeg har faktisk svært ved at forklare, hvad det betød for mig at se udstillingen på denne langsomme måde. Det nærmeste jeg kan komme en forklaring er nok ved at sige, at det var som om jeg gradvist oplevede verden gennem en andens krop.

– Når nogen begejstret fortæller om udstillinger, de har set, men som jeg ikke selv har set:

 
Sonia Delaunay, Chanteurs de flamenco (dit Grand Flamenco), detalje, 1915-1916.

Sonia Delaunay, Chanteurs de flamenco (dit Grand Flamenco), detalje, 1915-1916.

 

Sonia Delaunay, Les couleurs de L’abstraction, Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris.

Mathias kom hjem til Nørrebro fra Paris og havde set Sonia Delaunay på Musée d’Art Moderne. «Jeg tænkte så meget på dig, da jeg så den udstilling, at det er lige før jeg køber en flybillet til dig, så du kan tage til Paris og se den,» sagde han. Men i stedet for at tage til Paris, sad jeg i Mathias’ sofa og så kataloget igennem sammen med ham, mens han fortalte, hvad han havde set.

BEDSTE EVENT

– Når det gælder om at komme, hver gang der sker noget:

 
Kristine Kemp, Echo Now, 1994.

Kristine Kemp, Echo Now, 1994.

 

Bureau Publiks forårsprogram (med bl.a. Doug Ashford, Tine Tvergaard, Emma Hedditch og Thomas Bo Østergaard), og Johannes Christoffersens Kalk og Svamp Festival 2014 i Flensborggade (med bl.a. Christian Schmidt-Rasmussen, Sebastian Schiørring, Lars Bent Petersen, Søren Andreasen, Learning Site, Henry VIIIs Wives og Kristine Kemp).

I foråret 2014 var de her to steder min nye familie. Forstået på den måde at jeg følte en (behagelig) forpligtelse til at prøve at møde op hver gang der skete noget nyt. Begge steder havde sit eget stampublikum, og der var noget særligt ved at møde de samme mennesker med jævne mellemrum. Som en langstrakt samtale mellem steder, værker, kunstnere og venner. Bureau Publik er desværre lukket nu og Johannes’ Kalk og Svamp Festival er slut, så jeg er på udkig efter en ny familie.

– Når min fantaseren om en konference er fuld af produktive misforståelser:

 
Anja Kirschner og David Panos, Ultimate Substance, 2012, still.

Anja Kirschner og David Panos, Ultimate Substance, 2012, still.

 

Shimmering World Conference: Gloss, Sheen and the Politics of Production Values in Contemporary Culture, organiseret af Paul Clinton og Luke Healey, University of Manchester.

Konferencen foregik i Manchester og deres «call for papers» fik mig til at fantasere om at tage derover. Jeg undersøgte fly, hotel og tog, men det kunne ikke hænge sammen med min kalender, og på en måde blev jeg også bekymret over at være alene blandt en masse veltalende mennesker. Men jeg kunne drømme om, hvad de snakkede om, og især den her sætning satte drømmene i gang: «We welcome this invitation to explore the possibility that highly polished modes of production, including but not limited to the digital, can be and are being used to actively produce critical effects and affects.»

– Når man kan ligge i sin seng og lytte til en talk midt om natten:

 
Yvonne Rainer, Diagonal (part of Terrain), 1963/2014. Foto: Eva Herzog.

Yvonne Rainer, Diagonal (part of Terrain), 1963/2014. Foto: Eva Herzog.

 

Yvonne Rainer, Dance Works, Raven Row, London.

Hele sommeren modtog jeg den ene tweet efter den anden om, hvor fantastisk denne udstilling var. Det virkede som om det var en begivenhed, man ikke måtte gå glip af, men det gjorde jeg altså. Det lykkedes mig ikke at komme over til Raven Row i London for at se det 45 minutters live danse-program koreograferet af Yvonne Rainer selv. Til gengæld blev denne talk lagt ud på Soundcloud. Jeg elsker især det hun siger om at danse/bevæge sig som snart 80-årig. Der er håb (for nogen).

BEDSTE PUBLIKATION

– Når et digt bare dukker op på skærmen:

  Olga Ravn kopi   Olga Ravns «poem about death» på insta.
Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!